Notat om kvalitet og uvildighed i DSI's arbejde

Af vedtægterne for Dansk Sundhedsinstitut fremgår det, at instituttets formål er, ”..at tilvejebringe et forbedret grundlag for løsningen af de opgaver, der påhviler det danske sundhedsvæsen. Til opfyldelse af formålet skal instituttet gennemføre forskning og analyser om sundhedsvæsenets kvalitet, økonomi, organisering og udvikling, indsamle, bearbejde og formidle viden herom samt rådgive og yde praktisk bistand til sundhedsvæsenet.” 

Dansk Sundhedsinstituts produkter skal være af høj faglig kvalitet, kunne anvendes i praksis og være kendetegnet ved uvildighed og uafhængighed.

Med dette notat beskrives de foranstaltninger, som sikrer, at Dansk Sundhedsinstituts produkter er i overensstemmelse med instituttets formål og ambition om høj kvalitet, uvildighed og uafhængighed.

Retningslinjer for følge- eller styregrupper og kontakt med rekvirenter
I forbindelse med rekvirerede produkter vil der typisk være en løbende dialog med rekvirenten og andre interessenter. Ofte nedsættes følgegrupper. Dialogen har til formål at sikre sparring og gensidig, løbende forventningsafstemning.

Samarbejdet med rekvirenten etableres formelt gennem en kontrakt og et kommissorium. Kommissorium nedfældes skriftligt og fremgår tydeligt af det endelige DSI-produkt. I nogle projekter nedsættes en styregruppe. Styregruppens rolle er som følgegruppens, men en styregruppe kan have været med til at udfærdige kommissoriet.

DSI har det faglige ansvar for opgaveudførelsen inden for rammerne af kommissoriet. Dette ansvar omfatter beslutningsret vedrørende metodevalg, dataanalyse og resultatfortolkning.  Det er vigtigt, at DSI-projektlederne beskriver resultaterne så klart, nøgternt og uvildigt som muligt. Særligt hvis der er mulighed for forskellige udlægninger af et givent fagligt resultat. 

På følge- eller styregruppemøder og i den bilaterale kontakt med rekvirenter kan alle spørgsmål af relevans for et projekt diskuteres, f.eks. foreløbige resultater, formidling og hvilke praktikere det evt. er relevant at kontakte. Synspunkter, der fremsættes på følge- eller styregruppemøder eller i den bilaterale kontakt, er rådgivende.

Kvalitetssikring
Alle udgivelser, der udgår fra DSI, kvalitetssikres. Kvalitetssikringen giver en høj faglig kvalitet, herunder valide fortolkninger understøttet af analysens metoder og resultater. Direktionen har det redaktionelle ansvar for alle publikationer, der går ud af huset.

DSI-rapporter går igennem både internt review og eksternt review hos to uafhængige eksterne forskere og/eller relevante eksperter i sundhedsvæsenet. DSI’s direktion forestår udvælgelsen af de to eksterne reviewere og gennemgår reviews sammen med den ansvarlige projektleder.

Øvrige DSI-produkter (publikationer) gennemgår internt review ved DSI’s direktion, ved en forskningsleder eller ved en udpeget projektleder, som gennemfører review på direktionens vegne. 

Eksterne produkter, dvs. skriftlige manuskripter eller andet materiale, der ikke publiceres af DSI, men af tredjepart i bog- eller tidsskriftartikelformat eller lignende, gennemgår samme interne re-view som øvrige DSI produkter. 

Offentliggørelse
Offentliggørelsen af DSI’s produkter er med til både at formidle og at skabe et fælles uvildigt og uafhængigt vidensfundament for det danske sundhedsvæsen. Derfor er det standardpraksis at offentliggøre DSI’s produkter.

DSI kan undtagelsesvist have rådgivningsopgaver af en form og med et indhold, der ikke gør det relevant at offentliggøre produktet i dets primære form eller umiddelbart efter dets afslutning. Kun DSI’s direktion kan træffe beslutninger, der begrænser standardpraksis, og beslutningen træffes før eller ved kontraktindgåelse. DSI forbeholder sig retten til at benytte viden erhvervet gennem sådanne opgaver i senere metapublikationer, dvs. tematiske opsamlingsprodukter. Opdragsgiver vil blive orienteret forud for offentliggørelse.