Stinne Aaløkke Ballegaard blev mag.art. i etnografi og socialantropologi i 2004. Efterfølgende har hun været ansat på henholdsvis Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet. Her har hun studeret og evalueret brug af sundheds- og velfærdsteknologi i både primær og sekundær sektor. Desuden har hun været med til at udvikle ny teknologi i tæt samarbejde med sundhedsfagligt personale, patienter og udviklere, og derigennem har hun opbygget stor erfaring med brugerinddragelse i innovationsprocesser. Dette arbejde har dannet baggrund for hendes ph.d.-afhandling fra 2011 omkring sundhedsteknologi i hjemmet.
Stinne kom til DSI i 2011 og beskæftiger sig med anvendelse af forskellige typer af sundheds- og velfærdsteknologi som fx evaluering af telemedicinske løsninger inden for kronikerområdet og akut-området. Analyser af anvendelse af teknologi kan indbefatte organisatoriske aspekter og snitflader mellem sektorer og kan også belyse, hvordan patienter, pårørende og professionelle oplever teknologiers betydning for egenomsorg og behandling. |