Historie

Dansk Sygehus Institut blev etableret i 1975 i forbindelse med den forrige strukturreform, hvor sygehusstyringen og -driften blev lagt ud til de 14 nye amter og to hovedstadskommuner. Der var brug for et organ, som kunne rådgive amterne om det igangværende sygehusbyggeri, om sygehusplanlægning og, i de stramme 1980'ere, også om prioritering og økonomistyring.

Brugen af Medicinsk Teknologivurdering (MTV) kom tidligt til DSI og prægede instituttets arbejdsmetoder. Ikke kun MTV i snæver forstand, men de flerfaglige evalueringer, som prøver at komme hele vejen rundt om en sundhedsudfordring, blev instituttets varemærke.

Efterhånden blev det for snævert kun at arbejde med sygehusene, og i 1996 blev Dansk Sygehus Institut til Institut for Sundhedsvæsen. I 2007 ændrede vi navn til Dansk Sundhedsinstitut, fordi vi i dag også arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme, der ikke udelukkende finder sted i sundhedsvæsenet.