Bliv en del af DSI’s nye udviklingsforløb
Vil jeres kommune samarbejde med Den Sociale Investeringsfond i et forløb med fokus på sociale investeringer? Så kan I læse mere om rammerne og muligheden her.
DSI åbner nu for, at jeres kommune kan søge om deltagelse i et nyt forløb med fokus på sociale investeringer. Forløbet giver jer mulighed for at styrke jeres strategiske og organisatoriske arbejde med investeringstænkning og samtidig udvikle konkrete investeringscases. Vi udvælger tre kommuner til at deltage i et intensivt forløb med faglig sparring, workshops og netværk på tværs, og som vil modtage et tilskud på 300.000 kr. til at understøtte jeres arbejde lokalt.
Ambitionen for maj 2027 er at…
… I står med et markant styrket fundament for at arbejde med sociale investeringer.
I har:
- Indgået i et stærkt netværk med andre kommuner, der fortsætter efter forløbet
- Opbygget stærke kompetencer til at arbejde systematisk med sociale effektinvesteringer på tværs af områder eller forvaltninger
- Etableret klare strukturer og arbejdsgange, der understøtter investeringsarbejdet
- Udarbejdet et strategisk produkt (fx strategi, investeringspulje eller styringsmodel)
- Udviklet og kvalificeret mindst én konkret investeringscase
- Opnået politisk og ledelsesmæssig forankring
Hvad er forløbet?
Forløbet er et ca. 9-måneders udviklingsprogram (september 2026 – maj 2027), hvor DSI understøtter jer i at arbejde strategisk og konkret med sociale investeringer.
Forløbet er særligt relevant for jer, der allerede er i gang – eller ønsker at komme i gang – og som gerne vil gå et spadestik dybere. Vi hjælper jer med at opbygge kompetencerne til selv at arbejde systematisk med investeringstænkning, så det bliver en integreret del af jeres måde at udvikle og prioritere indsatser på.
Undervejs arbejder I med udfordringer og cases fra jeres egen kommune, og I får sparring på både det strategiske, det faglige og det organisatoriske arbejde. Målet er ikke kun at udvikle konkrete investeringscases, men også at styrke jeres evne til selv at drive arbejdet videre efter forløbet.
Forløbet består af tre spor:
- Strategi: Forankring i direktion og politisk niveau samt udvikling af strategisk retning
- Faglighed: Workshops og konkret arbejde med investeringscases
- Netværk: Løbende erfaringsudveksling og inspiration på tværs af kommuner
Centrale elementer i forløbet:
- Fysiske workshops og online møder
- Arbejde med 1–2 konkrete cases pr. kommune
- Sparring fra DSI og relevante faglige aktører
- Netværk med andre kommuner
Ansøgning og kriterier
Alle kommuner kan ansøge om at deltage. I ansøgningen skal I bl.a. kort beskrive:
- Jeres motivation for deltagelse og politisk ambition
- Jeres udfordringer og områder, hvor der ønskes at arbejde med investeringer
- Hvilke forvaltninger der deltager i forløbet
- Jeres erfaring med sociale investeringer
- Hvordan I vil anvende tilskuddet (fx projektledelse)
DSI udvælger tre kommuner på baggrund af ansøgningerne, og der kan også lægges vægt på en samlet sammensætning af deltagerkommuner.
Indsend ansøgning her.
Der er frist for ansøgning den 20. maj 2026.
Relevant materiale
- Hent ansøgningsskema her.
- Hent program og tidsplan for forløbet her.
- Hent baggrundsnotat om DSI og sociale effektinvesteringer her.
Vil I høre mere?
Deltag på vores informationsmøde og Q&A d. 30. april kl. 11.30 til 12.30. Tilmeld dig her.

