Artikler

Positive, men tøvende: Et 5-års eftersyn af kommunernes arbejde med sociale effektinvesteringer

15. august 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

I denne tid er det ca. fem år siden, at både Den Sociale Investeringsfond og Den Sociale Kapitalfond Effekt blev etableret. Hvordan har kommunerne taget imod sociale effektinvesteringer i de mellemliggende år? Og hvordan ser fremtiden ud?

Vi starter med nogle nøgletal: I maj 2024 havde 23 danske kommuner (se Danmarkskort) foretaget sociale effektinvesteringer. De fleste har kun én, nogle få to, mens Aarhus Kommune fører an med 11 investeringer. 

En nylig spørgeskemaundersøgelse af kommunernes foreløbige erfaringer, som jeg har foretaget med mediet Impact Insider, viser, at sociale investeringer bidrager med forskellige former for værdi til en kommune. Det kan fx være finansiering af forebyggelse, højere effektivitet, mere resultatorienteret implementering samt organisatorisk læring. Samtidig rapporterede kommunerne om forholdsvis få ulemper med tilgangen.

Blandt de deltagende kommuner var 14 ud af 15 positive over for at lave flere sociale effektinvesteringer, men de fleste af disse er ikke i gang med at planlægge nye investeringer. Hvorfor denne tøven? Og hvorfor spredes modellen ikke hurtigere til andre kommuner?

Spredningens gåde

Vi har ingen nyere undersøgelser af de mange kommuner uden sociale effektinvesteringer. For at finde svar vil jeg derfor i stedet trække på den amerikanske sociolog Everett Rogers’ netværksteori, bl.a. beskrevet i bogen ”Diffusion of Innovations”, og på mine egne erfaringer fra samtaler med danske kommuner. Rogers fokuserer i sin teori bl.a. på innovationens karakter, de adopterende organisationer og det sociale system, som spredningen foregår indenfor.

Når nye ideer spredes, afhænger hastigheden iflg. Rogers af en beslutningsproces i flere faser i de adopterende organisationer: Først skal organisationerne opdage innovationen og overbevises om dens værdi. Derefter kan de beslutte at tage den i brug – en beslutningsproces, der forløber i flere faser på grund af de forskellige administrative og politiske niveauer i en kommune.

Kommunerne synes ikke at være kommet så langt endnu i disse beslutningsprocesser. Baseret på møder i 2024 med topledere i mere end 10 kommuner er mit billede, at mange kommuner endnu ikke formelt har taget den politiske drøftelse af sociale investeringer. I stedet forklarer de fraværet af investeringssamarbejder med begrundelser som, at ”vi kender ikke modellen så godt”, eller at ”vi har haft for travlt med andre udfordringer”.

Med afsæt i Rogers’ model søger jeg i det følgende forklaringen på denne træghed i to forhold: Dels, hvad der karakteriserer sociale effektinvesteringer som innovation, dels træk ved det sociale system, som de skal spredes i.

Sociale effektinvesteringer er kompleks innovation

Med Rogers-briller synes sociale effektinvesteringer komplekse og krævende at udbrede. Det skyldes for det første, at de adskiller sig væsentligt fra en traditionel offentlig tankegang. Fx har de fleste kommuner begrænset erfaring med resultat- og effektmåling, business cases og betalingsmodeller.

For det andet kræver sociale effektinvesteringer tid og ressourcer. Både, når travle kommunale beslutningstagere skal sætte sig ind i modellen, og når forvaltningen skal arbejde med at indgå aftalerne og at følge op. Dette transaktionsomkostningsaspekt er særligt en udfordring i en periode, hvor kommunerne har fokus på at reducere de kommunale administrationsudgifter, bl.a. i forlængelse af økonomiaftalen med staten.

For det tredje kan kommunerne være i tvivl om værdien af tilgangen, fordi det først er på længere sigt, at kommunen får økonomisk gevinst af modellen, når man tager højde for, at kommunen undervejs skal levere tilbagebetalinger til investor.  

Det sociale system er en barriere

De organisationer, der skal implementere innovationen, påvirkes iflg. Rogers af det sociale system, som de indgår i. For kommunerne udgøres dette system af bl.a. de nationale myndigheder, KL, massemedier og andre kommuner, som de kan spejle sig i.

På trods af anbefalinger om sociale effektinvesteringer fra Tranæs-udvalget og Reformkommissionen har der været relativt stille fra de nationale aktører. De seneste to regeringer har således ikke taget markante nye tiltag, og det samme gælder aktører som KL og de politiske partier. Den nationale politiske håndtering af sociale investeringer synes således at matche Sigge Winther Nielsens diagnose i bogen ”Entreprenørstaten”: Folketinget bliver grebet af en idé, træffer beslutninger, men forsømmer derefter at følge op på implementeringen. Heller ikke massemedierne har prioriteret temaet, der overvejende er behandlet i mere nicheorienterede medier som Altinget og Impact Insider.

En vigtig kommunal inspirationskilde har været Aarhus Kommune, der har arbejdet meget systematisk med sociale investeringer, dels ved at etablere en governancestruktur med et socialt investeringsråd og tilhørende fond, dels ved at gennemføre 11 investeringer og med flere på vej.

Kommuner inspirerer ofte hinanden, og det er som kommune oplagt at se i retning af Aarhus. Dog kan de mindste kommuner have svært ved at efterligne Aarhus’ tilgang pga. deres størrelse, som giver Aarhus Kommune større administrativ kapacitet og flere potentielle målgrupper med tilstrækkelig volumen til en investering.

Det går ikke hurtigt – men det går!

På trods af modellens kompleksitet og den begrænsede opmærksomhed på den nationale scene er de sociale investeringer stille og roligt på vej frem, drevet af investorerne og et stigende antal kommuner, der ser behov for at prøve nye veje.

Sociale investeringers udviklingsrejse minder mig i virkeligheden om de spredningsmønstre, vi ser i forhold til nogle – men ikke alle – nye digitale teknologier. Konsulentvirksomheden Gartner beskriver denne proces med den såkaldte Hype Cycle-model. Her mødes nye teknologier ofte først med overdrevet stor begejstring. Efterfølgende falder begejstringen, når udfordringer og komplikationer bliver tydelige, men ofte følger en fase, hvor der arbejdes mere modent med teknologien, hvorefter dens reelle værdi og håndtering af udfordringer bliver klar.

Hype Cycle-modellen er umiddelbart et godt bud på at beskrive de sociale investeringers udviklingshistorie, og min påstand er, at vi lige nu – efter en hype-fase i 2010’erne – er i gang med fasen ”oplyst fremgang”:  

Der bliver løbende igangsat nye investeringer, og både Den Sociale Kapitalfond og Den Sociale Investeringsfond har for nyligt sikret nye midler til flere investeringer. Både Reformkommissionen og Tranæs-udvalget har sat fokus på områdetmed deres anbefalinger. Der er stor interesse fra kommunerne i et nyt projekt med Bikubenfonden. Og endelig har Aarhus Kommune besluttet at fortsætte og udvide deres arbejde med investeringer.  

Det er for mig at se en positiv udvikling, der på pragmatisk vis næres nedefra – dels af en række uløste problemstillingerfx på ungeområdet og det specialiserede socialområde, dels af stigende erkendelse i kommunerne af, at de klassiske tilgange til økonomistyring og effektivisering ikke længere er tilstrækkelige.  

Karsten Storgaard Bjerre

Chefkonsulent, Komponent

Telefon: 87 79 63 57
Email: kasb@komponent.dk

Se indlæg

Artikler

Aarhus Kommunes sundhedsfond skal finde nye veje til sund aldring

12. juni 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Vi ved det godt: I fremtiden bliver vi flere ældre i Danmark, og allerede nu er det svært at skaffe nok arbejdskraft til området. Der er brug for at tænke nyt, og i Aarhus Kommune sætter man turbo på den proces med en nyetableret sundhedsfond. Rådmanden og sundhedschefen fortæller her om planerne.

”Vi må erkende, at vi ikke længere bare kan forlænge den kendte verden med brædder – vi er nødt til at gøre noget drastisk anderledes, hvis vi også i fremtiden skal kunne tilbyde støtte til de ældre borgere, der har brug for det. Og her håber vi på, at vi med sundhedsfonden kan udvikle nye metoder og samarbejder, der kan hjælpe os med den udfordring.”  

Sådan siger Christian Budde (V), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og en af arkitekterne bag kommunens nye sundhedsfond. Planerne for sundhedsfonden blev godkendt af byrådet i 2023, de første investeringer er sat i værk, og i skrivende stund har byrådet netop udnævnt et investeringsråd med fem eksterne eksperter. Deres job bliver at bistå sundhedsfonden med at udvælge investeringer, definere kriterierne for arbejdet og understøtte det netværk af samarbejder, der kan løfte fondens formål.  

Et dobbelt formål 

Som mange andre arbejder Aarhus Kommune i disse år med de såkaldte vilde problemer, dvs. komplekse samfundsproblemer uden en oplagt løsning. Den aldrende befolknings sundhed er et af dem, og under overskriften ”Sundhed ind i alt” arbejder man med nye veje – bl.a. ideen om en sundhedsfond, som nu er blevet til virkelighed.  

Formålet med fonden er først og fremmest at investere i indsatser og aktiviteter, der fremmer borgernes sunde aldring – og bag formålet ligger naturligvis et håb om også at gøre ældreområdet økonomisk bæredygtigt, fortæller Christian Budde: 

”Vi håber jo så at sige at slå to fluer med et smæk i sundhedsfonden – for det første, og det er det allervigtigste, at vores ældre borgere kan blive sundere og mere selvhjulpne, så de kan blive boende i eget hjem i flere år og have en hverdag, hvor de ikke er afhængige af nær så meget hjælp fra os, som de er i dag. Og det andet er selvfølgelig den politiske og økonomiske side af det, nemlig at den udvikling også vil være god for vores bundlinje i kommunen.” 

Vejen til målet går bl.a. gennem kapacitetsopbygning – dvs. udvikling af samarbejdsmodeller og konkrete aftaler med fx fonde, NGO’er og erhvervslivet om indsatser, der kommer borgerne til gode. Ved på den måde at åbne kommunens døre håber man at få inspiration til nye metoder, processer og indsatser, der kan understøtte det borgerrettede mål. Kommunen har afsat 105 mio. kr. over de næste fire år til fonden og et af succeskriterierne er, at man i den periode indgår aftaler, der kan mobilisere eksterne ressourcer svarende til mindst halvdelen af det beløb. 

Sundhedsfonden skal både igangsætte konkrete, borgerrettede indsatser og arbejde med mere langsigtet kapacitetsudvikling og innovation, og den balance er helt afgørende, understreger Christian Budde:  

”Det er vigtigt, at sundhedsfonden ikke bliver en tænketank, der går mest op i forskning. Den her kobling mellem innovation og praksis er supervigtig, og vi kommer til at arbejde meget med forbindelsen mellem de eksterne partnerskaber og vores egen drift, som jo skal være med til at udføre indsatserne.” 

Ideer og innovationskraft 

I kommunens forvaltning Sundhed og Omsorg er man nu ved at lægge de første spor til sundhedsfonden. Til daglig er fonden bemandet med en projektleder og en datamedarbejder, og bag dem står hele forvaltningen med bl.a. sundhedschef Otto Ohrt i spidsen. Når det eksterne investeringsråd er på plads, går arbejdet for alvor i gang, og der er allerede mange planer og ideer. Et centralt fokuspunkt er fx det såkaldte forebyggelsesvindue – den periode i borgernes liv, hvor de er mellem 60 og 80 og ofte er meget motiverede for at fastholde et sundt og aktivt liv i takt med, at de bliver ældre.  

”Vi kommer til at arbejde meget med forebyggelse, så vi er optagede af at udforske de mekanismer, der så at sige aktiverer de 60-80-årige til at gøre noget for deres sundhed – og her er det jo oplagt at tage fat i andre aktører, der også arbejder med det her, fx pensionsselskaber eller forsikringsselskaber,” fortæller Otto Ohrt. 

Et andet fokuspunkt er at arbejde systematisk med data – dels for at kunne monitorere virkningen af de indsatser, man sætter i gang, men også for at kunne indkredse de grupper borgere, der i særlig grad kunne have glæde af nytænkning istøtten. Til dem hører også grupper, der kan være svære at nå for kommunen, understreger Otto Ohrt: 

”Vi har allerede nu identificeret nogle områder, hvor business casen så at sige er god, dvs. hvor vi ved, at vi kan gøre noget for de her borgere – men hvor rekrutteringen er svær, forstået sådan at det er vanskeligt at få kontakt til dem, vi gerne vil tilbyde støtte. Her overvejer vi, om man kan samarbejde med professionelle kommunikationsaktører om at tænke nye veje, fx i form af kampagner eller lignende.” 

Også fonde og NGO’er står højt på ønskelisten over mulige samarbejdspartnere. En partnerskabsaftale med Den Sociale Investeringsfond er allerede på trapperne, og i den ligger der både planer om konkrete indsatser og fælles erfaringsudveksling. Sundhedsfonden er også i dialog med almennyttige fonde, ligesom man rækker ud til civilsamfundsorganisationer.  

”Vores mandat er jo, at vi både skal arbejde med de sikre og de mere risikofyldte investeringer, og det kræver noget innovationskraft og forskellige udviklingsmotorer, og dermed også en bredde i samarbejdet – så vores drømmescenarie er at komme hele vejen rundt, til fondene, civilsamfundet og det private erhvervsliv,” siger Otto Ohrt. 

Nye rammer for driften 

Frontpersonalet på sundheds- og ældreområdet spiller naturligt nok en helt afgørende rolle i fondens arbejde. Det er dem, der bl.a. skal udføre de konkrete indsatser på andre vilkår end de er vant til, og det er dem, der har en praksiserfaring og indsigt i behovene, som fonden kan trække på. Otto Ohrt fortæller:  

”Internt i organisationen står vi overfor en spændende ledelsesopgave, for investeringstankegangen skaber jo ogsåændringer for medarbejderne – de skal selvfølgelig fortsat have fokus på borgeren, men de skal også gerne følge de rammer, vi har sat for indsatsen og løbende afrapportere på de parametre, der er sat op. Det giver en helt andet måde at implementere indsatser på, end vi er vant til – men det skaber også mulighed for en dialog med praksis om, hvor de ser potentialet for investering og nytænkning, og den dialog prioriterer vi højt.” 

Konkret har forvaltningen  gennemført en række møderunder og indsamlet ideer fra ledere og teams i bl.a. sundhedscentre og i ældreplejen. Ud af de mange input har man udvalgt en håndfuld business cases, som kan gennemføres indenfor fondens rammer og har det nødvendige forandringspotentiale, og et af det kommende investeringsråds opgaver bliver at arbejde videre med den liste.  

Interesse fra andre kommuner 

Også politisk ligger der en vigtig opgave i dialogen, ikke mindst fordi Aarhus Kommune er den første i Danmark, der har etableret sin egen fond på sundhedsområdet. Rådmand Christian Budde mærker interessen fra andre kommuner, bl.a. når han varetager sit hverv som medlem af KL’s Sundheds- og Ældreudvalg: 

”Jeg oplever stor nysgerrighed omkring sundhedsfonden, og jeg har også set løftede øjenbryn, både når vi fortæller om de afsatte midler og om den konstruktion og samarbejdsmodel, vi har valgt. Den indebærer jo, at vi som kommune skal afgive noget kontrol og acceptere, at også markedsaktører kommer ind som samarbejdspartnere på ældreområdet, og det kan man selvfølgelig have forskellige politiske holdninger til.” 

Christian Budde forventer, at interessen vil stige i takt med, at sundhedsfonden går i gang med arbejdet og forhåbentlig om nogle år kan fremvise resultater. 

”I sagens natur løber vi en risiko her, og der vil helt sikkert være nogle af sundhedsfondens tiltag, der ikke går så godt, som vi håber – men jeg er sikker på, at vi samlet set kan løfte livskvaliteten for mange ældre borgere gennem fondens arbejde og dermed imødegå den demografiske udfordring, som alle kommuner står i. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at andre kommuner med tiden vil kigge på lignende konstruktioner.” 

Trine Jørgensen

Trine er freelanceskribent, kommunikationsrådgiver og forskningsformidler.

Telefon: 25 85 06 18
Email: trine@summarium.dk

Se indlæg

Artikler

Sociale effektinvesteringer kan styrke hjemløseområdet 

6. maj 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Jannik Tharben Buchholz, ledende partner i Den Sociale Kapitalfond Effekt 

Med en ny lov har kommunerne fået øget incitament til at arbejde med Housing First-tilgangen på hjemløseområdet, men særligt i mindre kommuner kan omstillingen skabe udfordringer. Her kan sociale effektinvesteringer hjælpe.

Vi har i Den Sociale Kapitalfond Effekt indtil videre udelukkende lavet sociale effektinvesteringer, hvor resultatbetalingen kommer fra resultater, der omhandler reduktion af overførselsindkomster. Fokus har dermed været at få udsatte borgere i job eller beskæftigelse. 

Og hvorfor så det? Fordi det har været let og intuitivt at forstå, at når et menneske kommer i beskæftigelse eller uddannelse, så får de et bedre liv samtidig med, at en kommune og samfundet får en økonomisk gevinst. Voila! 

Men jeg tror, at vi i fremtiden vil se væsentlig flere sociale effektinvesteringer, der ikke alene fokuserer på uddannelse eller beskæftigelse. Særligt spår jeg, at sociale effektinvesteringer på hjemløseområdet vil blive endnu mere udbredt og efterspurgt. 

Overgang til Housing First  

Fra den 1. oktober 2023 blev en ny lov implementeret for at tilskynde kommunerne til at finde permanente boliger og yde bostøtte til hjemløse via Housing First-tilgangen. Inden da modtog kommunerne tilskud til midlertidige herberger og forsorgshjem, og det mindskede kommunernes økonomiske incitament til at få borgere hurtigt videre fra herberg og forsorgshjem. Den nye lov begrænser disse tilskud til fire måneder, og når loven er fuldt implementeret, vil det blive reduceret til tre måneder. Efter denne periode skal refusionen anvendes til at give borgeren specialiseret støtte i deres eget hjem. 

Økonomisk incitament er godt – men uden de rette kompetencer eller fx et tilstrækkeligt antal boliger, så vil særligt de mindre kommuner fortsat kæmpe med at få lavet en bæredygtig omstilling til Housing First. 

For som Direktør hos Hjem til Alle alliancen, Kira West sagde i en artikel i Socialt Indblik, kort efter loven var trådt i kraft:  

”Det er ikke noget, man bare lige løser. Det kræver organisering på tværs af forvaltninger og systematisk samarbejde med blandt andet boligforeninger, hjemløsetilbud og psykiatri – og det kræver, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer. Er man en mindre kommune, kan det være en udfordring at opbygge en specialiseret hjemløseindsats, fordi medarbejderne også har mange andre opgaver.” 

Kan støtte mindre kommuner 

Og hvad skal man så gøre, hvis man er en mindre kommune – eller generelt en kommune, der har behov for en hurtig og effektiv omstilling til Housing First? Man skal gribe i værktøjskassen og finde det redskab, der hedder social effektinvestering. 

Ina S. Ringsdal, Chef for Social Indsats og Udvikling i Holbæk Kommune, udtrykker det sådan her i forbindelse med kommunens nye partnerskab med Den Sociale Kapitalfond Effekt (se boks):  

”Vi tror på, at en række velfærdsudfordringer blandt andet kan løftes med sociale effektinvesteringer. Hjemløshed er en kompleks social udfordring og via i dette partnerskab får vi mulighed for at accelerere vores omlægning til Housing First og dermed tilbyde nogle endnu mere effektfulde indsatser til gavn for mennesker i hjemløshed.” 

Som Ina understreger, kan det bestemt være relevant at få hjælp udefra til et komplekst og videnstungt område, der rummer mange udfordringer. Men det kan være dyrt, hvis ikke hjælpen udefra giver værdi. Hvis man anvender en social effektinvestering, sikrer man sig værdien, fordi man som kommune alene betaler, hvis man opnår den ønskede effekt af investeringen.  

Formålet med den sociale effektinvestering behøver ikke udelukkende at være en højere og mere langvarig effekt for en specifik borgergruppe. Den kan også fokusere på at skabe nogle stærke kompetencer og rammer for, at kommunens egne medarbejdere kan lykkes med den resterende del af de hjemløse.  

Nyt partnerskab 

Kompetenceopbygning og videndeling er også nøgleord i Den Sociale Kapitalfonds partnerskab med Den Sociale Investeringsfond og Hjem til Alle alliancen, som vi tog hul på i starten af 2024. Formålet med partnerskabet er at understøtte kommunernes omstilling til Housing First, og vi vil netop søge samarbejde med alle kommuner i landet – både de større og de mindre. Fokus er både på kompetenceopbygning og organisering, så der skabes et solidt grundlag for den lokale forankring af Housing First, og på at dele viden om og resultater fra Housing First-investeringerne. 

Som mindre kommune har man derfor mange gode muligheder for at få støtte til omstillingen til Housing First. Grundlæggende er sociale effektinvesteringer en let og økonomisk god måde at arbejde med omstillingen – også selvom man som kommune oplever, at man allerede er godt i gang. 

Jannik Tharben Buchholz

Ledende partner, Den Sociale Kapitalfond

Telefon: 31 31 92 60
Email: jth@socialkapitalfond.dk

Se indlæg

Artikler

Ikast-Brande: Sociale investeringer har både faglige og økonomiske potentialer

15. april 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Ikast-Brande Kommunes arbejde med sociale investeringer har givet nye værktøjer til at registrere indsatsernes effekt, og åbnet nye perspektiver for offentlig-private samarbejder. Men mødet mellem socialfaglig og økonomisk tænkning kræver fokus og lydhørhed.

Af Ulla Wernberg-Møller, socialchef, Ikast-Brande Kommune

Jeg har arbejdet i flere forskellige dele af velfærdsområdet, både i den regionale behandlingspsykiatri og i den seneste årrække på det kommunale socialområde. Begge områder er i min optik kendetegnet af manglende metodeklarhed, manglende og uklare finansieringsrammer og en udtalt mangel på valide effektmålinger. Samtidig er det på netop disse områder, at vi finder nogle af de mest udsatte mennesker og de sværeste udfordringer i velfærdssamfundet.

Den økonomiske styring gør det svært at finde midler til at investere i nye metoder og i at arbejde forebyggende. Dette gælder i endnu højere grad, hvis gevinsten af en indsats ikke kommer den afdeling til gode, der bruger penge på at lave indsatsen. Med andre ord er velfærdssystemet på mange måder låst af nogle firkantede rammer og skæve incitamentstrukturer.

Det er efter min vurdering nogle af de primære årsager til, at det giver rigtig god mening at arbejde med sociale investeringer.

Ikast-Brande afprøver sociale investeringer

I Ikast-Brande Kommune har vi gennem en række år nu prøvet sociale investeringer af på forskellig vis. Vi har deltaget aktivt i det tværgående SØM-netværk, og vi lavet vores egen kommunale investeringsmodel med en politisk pulje afsat til sociale investeringer. Puljen kan søges af alle forvaltninger og forudsætter effektmåling og tilbagebetalingskrav. Den skal motivere til indsatser, der ikke kan håndteres i normalbudgettet, men som vurderes at kunne medføre en besparelse på sigt.

I min egen afdeling, Socialafdelingen, har vi kastet os ud i et eksternt samarbejde, i form af et socialt investeringsprojekt i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond (DSI). Projektet har til formål at forebygge og reducere hjemløshed, ved at investere i evidensbaserede metoder med intensive og omfattende indsatser, herunder Housing First-metoden.

Kort fortalt har vi lånt penge af DSI til at få flere borgere ud af forsorgshjemmene og ind i egen bolig, og med den afledte effekt at styrke deres tilknytning til arbejdsmarkedet og bedre deres trivsel. Med investeringen har vi fået adgang til risikovillig kapital, og det betyder, at vi har kunnet prioritere midler til kompetenceudvikling og ressourcekrævende indsatser, som vi tror på vil give en række mærkbare effekter for målgruppen. Effektmålene og tilbagebetalingsmodellen har vi aftalt sammen inden projektets start, med det klare afsæt at investorerne har tillid til, at vi når de beskrevne mål. Hvis vi når målene, deler DSI og kommunen gevinsten. Hvis vi mod forventning ikke når målene, skal vi ikke betale noget tilbage.

Øger vores fokus på effektmåling

Det var tydeligt for mig helt fra starten, at det sociale investeringsprojekt ikke bare ville komme til at gavne borgerne og kommunens økonomi i selve projektperioden, men at vi også ville få nogle vigtige erkendelser og metoder med os til fremtiden. Det har været særdeles lærerigt at få øget fokus og ikke mindst konkrete værktøjer til at oversætte indsatser til effektmål, og effektmål til kroner og øre. Undervejs i processen er vi også blevet opmærksomme på, hvor vi ikke har tilstrækkelige data. Med andre ord er vi blevet bedre til at registrere det, der kan hjælpe os med at se, om vores indsatser gør en forskel.

Det skal ikke forstås sådan, at vi i det offentlige ikke er vant til at have fokus på, at det vi gør, skal give effekt og mening. Men vi kan blive endnu bedre og endnu mere datadrevne, end vi er i dag, og ikke mindst bedre til at omregne effekt til økonomi.

Samarbejde med investorer kan skabe innovation

Udover de åbenlyse fordele, er der også et vigtigt perspektiv ved sociale investeringer, nemlig at få aktiveret civilsamfundet i at løfte velfærdsudfordringer i samarbejde med det offentlige.

I de større sociale investeringspuljer investerer private aktører penge i sociale indsatser. Det er efter min mening det mest banebrydende aspekt ved sociale investeringer og kan fremover blive et af svarene på et velfærdssystem i knæ. Det vil betyde, at private investorer får mulighed for at blive budt ind i en verden, der ellers er forholdsvist lukket omkring sig selv, og at de vil få mulighed for at deltage aktivt i at skabe nye løsninger og bedre effekt.

Vi kan som offentligt system lære meget af den logik, der styrer den private sektor og den private sektor har meget at vinde ved at styrke deres sociale profil. Jeg er overbevist om, at det vil skabe mere innovation og åbenhed, og i sidste ende selvfølgelig bedre effekt for pengene.

Kræver oversættelse mellem faglige sprog

Der er imidlertid nogle vigtige opmærksomheder og udfordringer, når man som kommune kaster sig ud i sociale investeringer. Når to logikker møder hinanden, kræver det tålmodighed, oversættelse og præcision. Socialt arbejde, der foregår med og for mennesker, er langt hen ad vejen primært kvalitativt og stærkt fagligt funderet, og laves med afsæt i kvalitetsstandarder og rettigheder i henhold til lovgivningen, og ikke i en konkret forventning om effekt. En økonomisk beregning består af tal og data, og for at finde frem til en rimelig ramme, skal der være klarhed om, hvordan tallene forstås, hvor effekten skal registreres og om der er de rette data til at måle effekten.

Det vil uden tvivl tage tid og der vil være udfordringer også ind i fremtiden, når vi skal videreudvikle sociale investeringer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at gevinsterne langt overgår udfordringerne. Vi har brug for at løse velfærdsudfordringerne sammen med andre og skal finde nye veje til at investere i forebyggelse og tværgående initiativer.

Ulla Wernberg-Møller

Socialchef, Ikast-Brande Kommune

Email: ullwern@ikast-brande.dk

Se indlæg

Artikler

Memox: En social investering kan skabe en ”tredje bundlinje” mellem kommune og leverandør

7. marts 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Sammen med Vejle Kommune har Memox siden 2022 indgået i en social investering, der skal hjælpe udsatte familier med trivselsproblemer. Det gode samarbejde skaber rum for fælles, organisatorisk læring – og skærper blikket for, hvordan indsatsens mål kan operationaliseres i borgerens hverdag. 

Af Rikke Burrild, chefkonsulent Memox 

Memox er en socialfaglig virksomhed, der som leverandør til kommuner tilbyder familiebehandling på modersmålet til udsatte børn, unge og familier; mange med anden etnisk baggrund, men også til etnisk danske familier. Det er familier med forskellige former for udfordringer og med varierende bekymringsgrad om forældrenes forældreevne eller børnenes trivsel i skolen og andre steder.  

Når man arbejder med mennesker og er båret af en stærk passion for at hjælpe de mest udsatte, så kan det ligge fjernt at anvende hårde økonomiske måltal som målestok for, om man gør sit arbejde godt nok. Og begreber som investering og afkast indgår absolut ikke naturligt; lige som det bestemt heller ikke var en del af min socialfaglige uddannelse.  

Samtidig er vi i Memox ikke i tvivl om, at vores arbejde har en positiv effekt. Vi har masser af succesfortællinger om børn, unge og familier, der får hjælp til at tackle bump i livet, får øget trivsel og troen på dem selv, kommer i uddannelse eller arbejde, og i det hele taget bliver stærkere, både som familier og som mennesker hver især. 

Bedre dokumentation 

VI vil gerne blive bedre til at dokumentere den positive effekt, som vi ser af vores arbejde. Det vil vi både af respekt for familierne og af hensyn til kommunerne, så der ikke er tvivl om, hvordan der gøres fremskridt. Det gælder både de umiddelbare fremskridt for det enkelte menneske og familie og de afledte positive samfundseffekter som fx bedre uddannelse, færre anbringelser, færre udgifter til beskæftigelsesforanstaltninger etc.  

Derfor blev udvikling af dokumentation og måling af effekt for nogle år siden en integreret del af Memox’ strategi. Vi begyndte at opsøge mulighederne for at indgå i samarbejder, der kunne bidrage til bedre og mere kvalificeret måling af effekterne af vores indsatser. Vi begyndte også at udvikle et koncept for progressionsmåling, der kan bruges hele vejen igennem vores indsatser, og samtidig fik vi muligheden for at indgå i et fælles sociale investeringsprojekt, med Vejle Kommune som partner og DSI som investor (se boks). 

I skrivende stund er vi knap halvvejs i projektet – og med lovende takter. De aftalte familiebehandlingsindsatser er godt i gang, enkelte er afsluttet, men der er stadig et godt stykke tid til, at langtidseffekterne kan dokumenteres. 

Alligevel kan vi allerede nu pege på nogle vigtige læringspunkter for både kommuner og leverandører, der overvejer at gå ind i et samarbejde om sociale investeringer.  

Betalingsmål skærper krav til operationalisering 

Det første læringspunkt – og også det vigtigste, når man tænker på, hvorfor vi overhovedet gik ind i projektet – er, at vi har fået skærpet vores tilgang til, hvordan vi kan arbejde med målinger og effekter som en fast del af vores familiebehandlingsindsatser. Det udviklingsarbejde omkring progressionsmålinger, som vi tidligere havde igangsat i et særskilt projekt, viste sig at passe fint og understøtte målingerne i det sociale investeringsprojekt. De to udviklingsprojekter har derfor suppleret hinanden, og har bidraget til at få sat turbo på udrulningen af progressionsmålingpå tværs af alle relevante indsatser – også udenfor det sociale investeringsprojekt. 

Investeringsprojektets fokus på opstilling af betalingsmål har synliggjort vigtigheden af, at effektmål og handleplansmål bliver endnu mere konkrete og operationelle ud fra borgerens hverdag. 

Yderligere har det været lærerigt at skulle oversætte fx ”bedre trivsel” til, hvordan det kan måles på en måde, der giver mening i forhold til at kalde det en effekt, der udløser tilbagebetaling af investeringen fra DSI. Det tror jeg vi løbende vil blive klogere på, når flere tager springet og flere sociale investeringsprojekter derfor ser dagens lys. Eller når flere, ligesom vi, begynder systematisk at forsøge sig med målinger af progressionen i borgerens trivsel. Det er her, det for alvor batter noget i forhold til familierne.

Tillid, samarbejde og ”den tredje bundlinje”

Det andet læringspunkt, som har vist sig at være den nok vigtigste forudsætning for at gennemføre projektet, er det gode og tillidsfulde samarbejde med Vejle Kommune. Der har altid været et godt samarbejde, men vi tror på, at vi kun er lykkedes så godt indtil videre, fordi vi har forladt det traditionelle bestiller-leverandørsamarbejde og styrket vores tætte dialog på alle niveauer. Både før, under og efter alle indsatser er der masser af dialog, sparring og gensidig forventningsafstemning. Det gælder ikke mindst konkretisering og tilpasning af målene, så vi i fællesskab har de bedste forudsætninger for at nå de opstillede mål.

Samarbejdet er også blevet et fælles rum for organisatorisk læring, som vi i projektet ikke tøver med at kalde den tredje bundlinje – udover de to klassiske bundlinjer: den økonomiske og den sociale. Vi er ikke i tvivl om, at disse positive bivirkninger også er et resultat af, at Memox og Vejle kommune har grundlæggende tillid til hinanden, til businesscasen og projektet generelt – også før vi gik i gang. 

På den baggrund kan vi kun tilråde, at man er omhyggelig med valg af samarbejdspartnere til så omfattende et projekt. Alle skal fra starten være helt på det rene med, hvad det kræver at indgå i sociale investeringer med så tilpas store risici.

Kræver tid og ressourcer

Og når vi taler om risici, er det oplagt at spørge sig selv som leverandør, om der er andre ulemper ved at gå ind i et socialt investeringsprojekt. Det umiddelbare svar er ”nej”, hvis vi alene kigger på selve formålet med at gå ind i projektet. Det har været med til at skærpe sanserne hele vejen rundt om indsatserne, og vi er allerede i gang med at tilpasse vores arbejdsgange med erfaringer fra projektet. 

Man skal som potentiel leverandør eller kommune naturligvis være opmærksom på, at sådan et projekt kræver tid og ressourcer – også ud over det, der normalt lægges i indsatserne. For selvom vi langt henad vejen har baseret vores deltagelse i projektet på kendte ydelser og arbejdsprocesser, så koster det ekstra ressourcer – både i forberedelsesfasen og i implementeringen. Der skal afsættes nødvendig tid til projektadministration, møder og løbende tilpasning. Og der skal afsættes ressourcer til den nødvendige interne forankring og oplæring i organisationen, så projektet kan blive ordentligt integreret.

Men når alt det gøres op, er det endnu vigtigere at huske på, hvorfor man gør det. Og i vores tilfælde er det respekten for familierne og ønsket om at kunne give dem den stærkest mulige faglige indsats. Det vil vi altid have lyst til at investere i, og derfor ville vi heller ikke tøve med at gå ind i andre projekter som dette.

Rikke Burrild

Chefkonsulent, Memox

Se indlæg

Artikler

Analyse: Resultatpuljer kan løse strukturelle velfærdsproblemer – og styrke støtten til udsatte borgere

27. februar 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

En ny analyse ser nærmere på potentialet for såkaldte outcomefonde – på dansk resultatpuljer – i Danmark. 
Og det er stort, er der enighed om blandt de kommuner, regioner, statslige styrelser, departementer og fonde, hvis input analysen bl.a. trækker på.  

I Danmark har vi et høste-så-problem – og det handler ikke om landbrug, men om velfærd.  

Udfordringen er denne: Det er kommunerne, der primært afholder udgifter til forebyggende indsatser for fx børn i mistrivsel, hjemløse unge eller udsatte voksne. Men det er både kommune, region og stat, der høster de langsigtede økonomiske gevinster, hvis indsatsen hjælper borgeren til et bedre liv. I regionen sparer man fx de psykiatriske eller somatiske indlæggelser, som borgeren måske havde haft brug for uden indsatsen. I staten sparer man refusioner til kommunerne for de ydelser, borgeren ikke længere har brug for, såvel som midler til fx fængselsvæsen og overførselsindkomster.  

Hvad er en resultatpulje? 

En resultatpulje er helt enkelt midler, som staten kan bruge til at medfinansiere indsatser, som er forankret i kommuner eller regioner. På den måde ligner resultatpuljen de statslige puljer, vi kender fra andre sammenhænge, med en væsentlig forskel: Midlerne udbetales først, når indsatserne er gennemført – og har opnået de resultater, som på forhånd er aftalt som mål. Det kan fx være, at et vist antal borgere er kommet i arbejde eller ud af hjemløshed. Hvis indsatsen ikke opnår resultaterne, udbetales midlerne ikke.  

Fokusér på strukturelle udfordringer 

Analysens første og vigtigste anbefaling er, at der bør etableres en resultatpulje i Danmark. Det er der bred enighed om blandt de kommunale, regionale og statslige aktører, som konsulenthuset har talt med. Samtidig anerkender alle aktører, at en resultatpulje netop kan bidrage til at løse den type høste-så-problemer i velfærdssystemet, som indledte denne artikel.  

Derfor er analysens anden anbefaling, at en resultatpulje bør have fokus på at løse de strukturelle udfordringer, og som følge deraf skabe bedre liv for de borgere, der har brug for støtte fra velfærdssystemet. Analysen understreger også, at resultatpuljer i sagens natur øger incitamentet til at igangsætte indsatser, der har en dokumentet effekt – simpelthen fordi de ansvarlige aktører først modtager midler fra puljen, når indsatsen har opnået positive resultater for borgerne.Erfaringer fra udlandet viser da også, at resultatpuljer kan være med til at skubbe på for, at der investeres mere langsigtet, mere forebyggende og i det, der faktisk virker.  

Start med en afgrænset målgruppe 

Analysens tredje anbefaling er, at en resultatpulje i starten bør rettes mod en afgrænset og veldefineret målgruppe af borgere. Og hvis formålet med resultatpuljen er at løse strukturelle problemer og skabe bedre liv, følger deraf en række naturlige kriterier for denne gruppe: 

Det skal være en gruppe borgere, der i særlig grad rammes af de strukturelle udfordringer i velfærdssystemet. Deres situation skal kunne bedres med en afgrænset og målrettet indsats, og resultaterne af denne indsats skal kunne opgøres kvantitativt, også i forhold til samfundsøkonomisk effekt. Og endelig skal gruppen være så stor, at det giver mening at bruge en resultatpulje som finansieringsredskab. 

Baseret på disse kriterier peger analysen på hjemløse unge som en mulig første målgruppe, eller i bredere sammenhæng den såkaldte NEET-gruppe af unge, som hverken er i beskæftigelse eller uddannelse.  

Enkel ansøgningsproces og slank organisation 

Analysens fjerde og femte anbefaling handler om, hvordan man konkret kan etablere og organisere en resultatpulje i Danmark. Her peger alle aktører på, at staten er den mest oplagte finansieringskilde for resultatpuljen – og at midlerne kan findes i eksisterende reserver, hvis anbefalingen om en begrænset og målrettet resultatpulje følges.  

Af samme grund bør resultatpuljen ikke oprettes som en helt ny organisation, men i stedet forankres i en eksisterende organisation med de rette kompetencer og viden på området. Det skal være en organisation, der enten har erfaring og kompetencer med sociale investeringer eller med puljer og øremærkede bevillinger, som har en vis viden på det valgte velfærdsområde og en grad af armslængde til det politiske system. Analysen peger her på Social- og Boligstyrelsen eller Den Sociale Investeringsfond som de mest oplagte muligheder.  

I interviewene bag analysen understreger mange aktører desuden, at en simpel og ubureaukratisk ansøgningsproces er helt afgørende for resultatpuljens succes. Der skal være få og enkle administrative krav i processen og tydelige retningslinjer for, hvordan man opnår støtte. Med andre ord skal det være let at ansøge og at samarbejde med resultatpuljen, så både store og små kommuner vil kunne komme i betragtning.  

Hvad er næste skridt? 

Analysen anbefaler altså klart, at man arbejder videre med at oprette en resultatpulje i Danmark – men beslutningen om at følge anbefalingen ligger naturligvis i det politiske maskinrum. Det samme gør drøftelsen af, hvordan en resultatpulje i givet fald skal forankres, og hvilke grupper af borgere, den i første omgang skal rettes mod.  

Det er Den Sociale Investeringsfond der har bestilt analysen, og her tager man nu fat på de vigtige drøftelser med centrale aktører.  

Hvilken forskel gør en resultatpulje?​

Trine Jørgensen

Trine er freelanceskribent, kommunikationsrådgiver og forskningsformidler.

Telefon: 25 85 06 18
Email: trine@summarium.dk

Se indlæg

Artikler

I Viborg sætter en social investering nye rammer for arbejdet med udsatte borgere

14. februar 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Sofie Fiil Hjort (tv) og Diana Masud (th) foran Houlkærvænget i Viborg

De næste tre år skal medarbejdere fra Viborg Kommune og de almene boligforeninger arbejde tæt sammen i en fremskudt indsats i tre udsatte boligområder. Indsatsen bygger på gode erfaringer, men den sociale investeringsmodel kræver også nye metoder. 

Historien starter i 2018. Det var nemlig det år, at boligområdet Ellekonebakken i Viborg for første (og, håber man i kommunen, sidste) gang havnede på Boligministeriets liste over parallelsamfund, den såkaldte ghettoliste.  

I kommunen besluttede man hurtigt, at vejen ud af listen gik gennem at styrke støtten til beboerne på Ellekonebakken, frem for at arbejde med områdets beboersammensætning. Og et naturligt første skridt var at granske de kommunale indsatser, beboerne allerede modtog. Dem viste der sig at være rigtigt, rigtigt mange af, men ofte var de ikke indbyrdes koordinerede mellem kommunens forvaltninger.  

I 2019 startede man derfor projekt Ellekonebakken, hvis formål var at give bedre støtte til borgerne ved at give dem en enkelt indgang til kommunen. Metoden var bl.a. at etablere en fysisk, fremskudt indsats i området, og fremfor alt skabe nye måder at arbejde sammen på mellem kommunens forvaltninger: Der blev udpeget en række frontmedarbejdere fra forskellige afdelinger, som skulle arbejde tæt sammen med de enkelte familier – og som fik mandat til at igangsætte de tiltag, de vurderede der var brug for, uden at skulle indhente godkendelse hos deres respektive ledelser. En af projektmedarbejderne var familiebehandler Diana Masud, der til dagligt arbejder i kommunens børne-og ungeforvaltning:  

”Det var et nyt mindset at skulle tænke på tværs, og vi brugte rigtigt lang tid på at aflære den tankegang, der hed ’sådan gør vi ikke ved os’, eller ’det der er ikke min opgave’. Vi havde jo nogle måder at arbejde på i de afdelinger, vi kom fra, og vi var ikke vant til at tænke hele vejen rundt om en borger eller en familie. Men her skulle vi sammen finde løsningen, og alle kunne byde ind,” fortæller hun. 

Det var en tilgang, der viste sig at virke: Med tiden støttede indsatsen mange familier på Ellekonebakken til bl.a. øget beskæftigelse, bedre sygdomsbehandling og mere stabil skolegang for børnene, og allerede året efter projektstart blev området fjernet fra ghettolisten.  

Social investering udvider indsatsen 

Vi spoler frem til 2023, hvor kommunen med en social investeringsmodel nu bygger videre på de gode erfaringer. Under overskriften ”Relationel Velfærd – sammen på tværs” omfatter indsatsen denne gang tre udsatte boligområder – ud over Ellekonebakken også Houlkærvænget og skoledistrikt Karup Kølvrå. Den Sociale Investeringsfond, Poul Due Jensens Fond og Landsbyggefonden støtter indsatsen med 6 mio. kr. fra 2023 til 2026, og målet er at nå ud til mindst 180 husstande over de tre år. Formålet er stadig at gøre vejen til den rette støtte kortere og nemmere for husstandene, og dermed styrke deres beskæftigelse, uddannelse og livschancer.  

Hvert område er bemandet med fire medarbejdere, som kommer fra kommunens forvaltninger for Social, Sundhed og Omsorg, Børn og unge og Beskæftigelse, og områdets to almene boligselskaber. Diana Masud er nu med på holdet i Houlkærvænget, i selskab med bl.a. Sofie Fiil Hjort, som er boligsocial medarbejder. For sidstnævnte er indsatsen en kærkommen mulighed for at arbejde endnu tættere sammen med de kommunale nøglemedarbejdere om at hjælpe udsatte borgere: 

”Jeg er altid blevet mødt på en fin måde i det kommunale system, men det her giver nogle helt andre muligheder for at samarbejde til gavn for borgeren. Og jeg mærker fuldt ud, at vi er på det samme hold. Vi sidder sammen om bordet og har det samme ansvar for at få det til at lykkes,” fortæller Sofie Fiil Hjort. 

Diana Masud supplerer: ”Jeg plejer at sige, at kendskab giver venskab, og det kan man virkelig mærke her – vi lærer enormt meget om hinandens kompetencer, og om hvordan kan vi bruge hinanden og samarbejde. Jeg ved fx meget mere om civilsamfundets tilbud i området nu, og den viden bringer jeg jo med hjem til min egen afdeling.”  

Nye metoder og nye husstande 

Indsatsen er i opbygningsfasen, men de første husstande er kommet med, og allerede her sætter den sociale investeringsmodel nye rammer for arbejdet. Diana Masud forklarer: 

”I den første indsats kunne vi bruge vores netværk i området til at kontakte husstande, som vi havde en fornemmelse af kunne have gavn af indsatsen, og på den måde kom vi hurtigt frem til målet. I denne indsats er tilløbet meget længere, fordi vi først skal have lov til kontakten, og derefter skal lære borgeren at kende, opbygge relationen og finde ud af, hvad er der egentlig på spil. Så vi skal være mere tålmodige og vedholdende.” 

En effektmåling fordrer nemlig, at deltagerne udtrækkes tilfældigt ud fra fastsatte kriterier – i dette tilfælde, at husstanden har sager i mindst to afdelinger, hvoraf den ene er hos jobcentret. Ud fra de kriterier findes husstandene via udtræk fra kommunens registre, og hvis de takker ja til at deltage, skal de som det første give samtykke til, at indsatsen må indhente oplysninger om deres sager. Først derefter kan Diana og Sofie og deres kolleger få indsigt i husstandens situation og begynde relationsarbejdet. 

Den nye rekrutteringsproces tager tid, men den har også betydet, at frontmedarbejderne kommer i kontakt med husstande, som ikke før har været inde på deres radar, men som nok kan have brug for støtte. Sofie Fiil Hjort fortæller:  

”Inden vi gik i gang, var vi sikre på, at vi nok ville kende mange af de husstande, der blev trukket ud – men der har været rigtigt mange på listerne, som vi aldrig har mødt. Vi arbejder begge meget med børnefamilier til daglig, men her er vi kommet i kontakt med flere borgere på førtidspension, som er udfordret af ensomhed og tendens til isolation, men som vi ikke har haft anledning til at banke på hos før. Set fra den vinkel er metoden positiv, selvom den også gør det sværere at opbygge relationen.” 

Beslutningskraft og kreativitet 

Når kontakten til husstanden er etableret og en tovholder er udpeget i gruppen, går arbejdet i gang med i fællesskab at finde de løsninger, der kan hjælpe borgeren eller familien videre. Beboernes egne ønsker er altid i centrum, og med dem som udgangspunkt er alle nøglemedarbejdere med til at byde ind, når man afholder et møde med borgeren. Det giver ofte nye ideer, fortæller Sofie Fiil Hjort:  

”I de sager, hvor jeg indtil nu har været tovholder, har jeg inden borgermødet tænkt, om vi mon overhovedet når nogle steder, for jeg kan ikke lige selv se løsningen ud fra det, borgeren har sagt om sine ønsker. Men hver gang er jeg gået derfra og har tænkt, hold da op, at vi nåede hertil, hvor er det fedt! Jeg oplever, at alle tager det fælles ansvar alvorligt og er iderige og kreative, og så finder vi alligevel en vej frem.” 

Ansvaret er fælles, og det samme er respekten for hinandens fagligheder. Gruppen har haft mange drøftelser af, hvad det vil sige at få fælles ideer: Man kan være nysgerrig og undersøgende på hinandens fagområder, og man kan komme med forslag, men man kan ikke pålægge hinanden opgaver. Det er så meget desto mere vigtigere her, fordi medarbejderne fortsat selv beslutter, hvad der skal igangsættes, uden et nik fra deres ledelser. Sammen med det fælles ansvar giver det møderne fremdrift og energi. Diana Masud fortæller: 

”Jeg har siddet med til mange borgermøder, og forskellen er her, at vi alle har lavet vores forarbejde og er klar til at træffe beslutninger – vi ved det samme, når vi træder ind, vi har borgeren i fokus, og vi går ikke derfra, før vi har en plan og har forpligtet hinanden og borgeren på, hvem der skal gøre hvad. Vi er meget konkrete.” 

I de sager, hvor borgeren allerede er i kontakt med forskellige forvaltninger, deltager relevante fagpersoner herfra også så vidt muligt på møderne. Det giver mening for borgeren og skaber også vigtig kollegial læring – og selvom det kan være overvældende for udenforstående at komme til møder med flere aktører og mere beslutningskraft, end man er vant til, så bliver arbejdsformen overordnet taget godt imod. Og at det er vejen frem, er Diana Masud ikke i tvivl om: 

”Min drøm er, at vi alle kan arbejde sådan her om nogle år, i hvert fald i de komplekse sager. Det giver bare så meget mere mening at arbejde på tværs og have det mindset, at vi faktisk er sammen om at støtte borgeren til et bedre liv.” 

Trine Jørgensen

Trine er freelanceskribent, kommunikationsrådgiver og forskningsformidler.

Telefon: 25 85 06 18
Email: trine@summarium.dk

Se indlæg

Artikler

Tidligere direktør i Vækstfonden om en social investeringsfond: Potentialet er stort, men det tager tid

10. januar 2024

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Der er store samfundsøkonomiske gevinster at hente, når det kommer til at opbygge en statslig investeringsvirksomhed på socialområdet, men markedet er umodent. Det vil kræve tålmodighed og politisk vilje, mener tidligere administrerende direktør i Vækstfonden Christian Motzfeldt.

Christian Motzfeldt var administrerende direktør i Vækstfonden fra 2001-2019.

I samme periode medfinansierede fonden, i samarbejde med private investorer, cirka 7.000 virksomheder for mere end 20 milliarder kroner.

Gennem sine 18 år som direktør var Christian Motzfeldt med til at vende fondens investeringsmæssige resultater fra et underskud til et stort overskud. En vending, som krævede tålmodighed og politisk opbakning.

Her giver han sit bud på, hvad man særligt skal have fokus på, hvis en tilsvarende succes skal lykkes på socialområdet.

Hvad var de vigtigste opgaver, da du trådte til som direktør i Vækstfonden?

”Der var lige blevet lavet en ny lov om Vækstfonden, der gav os større mulighed for at bruge vores grundkapital mere fleksibelt, proaktivt og kommercielt. Derfor var den første opgave at ændre fondens strategi og kultur, så den var i overensstemmelse med den nye lov. Det betød, at vi havde fokus på at gå fra bløde penge til kommercielle instrumenter og fra at være indbakkestyret til at være opsøgende i forhold til investeringer. Og så besluttede vi at udvide det strategiske fokus på at opbygge et samlet stærkt økosystem for iværksættere og finansiering af vækstvirksomheder, i stedet for et snævert fokus på at investere i nogle enkelte virksomheder.”

”På det tidspunkt var hele økosystemet for iværksætteri og finansiering af vækstvirksomheder meget umodent; iværksættere, banker, revisorer, advokater og universiteter. Ja – og ministerier. Vi havde alle en ret beskeden viden om, hvad der egentlig skulle til for at få hele systemet til at fungere optimalt, for eksempel med hensyn til hensigtsmæssig governance, kontrakter og regulering. Det handlede derfor om at få bygget en ny kultur op – også inhouse. Det indebar, at vi i flere år arbejdede intenst og tæt sammen med alle de vigtige partnere i økosystemet for at finde de rigtige svar og initiativer. Her kiggede vi til erfaringer fra de bedste i udlandet. For eksempel begyndte vi at lave formelle partnerskaber med både private investorer og banker, så vi kunne styrke hinandens indsatser og bringe endnu flere danske iværksættere frem til succes.”

Kan problematikken om et umodent marked overføres til socialområdet?

”360 grader rundt var der umodenhed og manglende forståelse for, hvad der skulle til for at lykkes, så det skulle opbygges. Det samme mener jeg gælder for Den Sociale Investeringsfond. Det hele er jomfrueligt, og det skal bygges op brik for brik. Det handler om at lære af erfaringer fra blandt andet udlandet, få kortlagt hvem der er de vigtigste aktører i processen og have mange drøftelser om, hvad der er best practice i alle elementer af den samlede værdikæde. Det er et langt og sejt træk.”

Hvilke potentialer ser du i en statslig investeringsfond på socialområdet?

”Jeg ser et stort potentiale. Både når det kommer til at give flere mennesker bedre livskvalitet, men også økonomisk og for den generelle udvikling i samfundet. De fordele kan udløses ved en klog og velgennemført strategi. Hvis det lykkes kan det omsættes til store samfundsøkonomiske gevinster til både kommuner, stat og investorer. Men det er ikke nemt, og det vil tage tid. Men det er en vigtig rejse.”

Hvad skal der til for at udløse potentialerne?

”Det vigtige er, at man holder fast i det kommercielle sigte. Der er et socialt formål, men metoden skal være kommerciel, og det er fra operatørerne og investorerne, at det store ryk for alvor skal komme. Derfor ville jeg arbejde på at få flere private operatører med, og en kerne af fonde, der forstår, hvad det vil sige at være investor på det her område. At det kan give et økonomisk afkast, men også værdien af et afkast på den visionære side blandt andet i form af de sociale forbedringer, investeringen giver.”

”Derudover er det vigtigt, at der er den rigtige balance på myndighedssiden om, hvem der får gevinsterne. Det er i kommunerne, men staten får også tydelige gevinster, men tager lige nu ikke det ansvar, der medfølger. Derfor er det vigtigt, at staten er med hele vejen rundt for at signalere, at de er interesseret i at høste den gevinst, de får. Kommunerne kan sagtens være med også som myndighed, men at staten også kommer ind med en solid indsats, det synes jeg er vigtigt.”

Hvilken betydning har det politiske samarbejde?

”Det var meget vigtigt for os i Vækstfonden, at være forankret i erhvervsministeriet, som forstod den kommercielle strategi, og som vidste, at det ville tage tid at få modnet markedet. De bakkede op – også når det var svært. Så den politiske villighed har været afgørende.”

”Det er selvfølgelig oplagt at stille spørgsmålet; hvis man laver grønne investeringer, hvorfor skal det så ikke være forankret i klimaministeriet? Det skal det ikke, fordi måden man skal tilgå det på skal være kommerciel. Så kan det godt være, at målet er grønt, men tilgangen er kommerciel. Derfor skal det forankres et sted, hvor der er det rigtige fokus og en dybere forståelse.”

Christian Motzfeldt

Tidligere administrerende direktør i Vækstfonden

Se indlæg

Artikler

Sociale effektinvesteringer kan give bedre stressbehandling i flere kommuner

18. december 2023

•

Skrevet af

Redaktionen

Oprindeligt publiceret på socialeinvesteringer.nu

Den sociale effektinvestering Åben og Rolig i Rudersdal Kommune hjalp Lone Nielsen igennem et længere stressforløb, som blandt andet havde resulteret i en langvarig sygemelding. Efter det succesfulde forløb har kommunen nu valgt at videreføre det de næste tre år.

Tilbage i marts 2023 valgte Rudersdal Kommune at forlænge det stressforebyggende program Åben og Rolig, som startede i kommunen som en social effektinvestering i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond (DSI) tilbage i januar 2022. Nu videreføres forløbet uden finansiel hjælp fra investorer som DSI.

Åben og Rolig er et gruppeforløb med cirka 14 deltagere, der strækker sig over ni uger med én ugentlig mødegang, og som består af en kombination af oplæg, meditation og samtale.

Forlængelsen af forløbet skyldes dels en forventning om positive økonomiske effekter for kommunen, men den kommer også på baggrund af en evaluering af tilbuddet, som viste høj tilfredshed blandt tidligere deltagere og rigtig gode resultater. Blandt andet oplevede 60 procent af deltagerene, at de ikke længere led af alvorlig stress 12 måneder efter kurset var afsluttet.

Én af dem er Lone Nielsen, der inden forløbet var alvorligt ramt af stress, og på grund af det langtidssygemeldt.

”De ugentlige sessioner i forløbet kombineret med appen har lært mig at håndtere stress på en sund måde. Det har de timer hos en psykolog, som jeg havde før jeg kom på Åben og Rolig ikke lært mig, så jeg kan kun anbefale forløbet,” siger Lone Nielsen i en pressemeddelelse på Rudersdal Kommunes hjemmeside. 

Den sociale effektinvestering har haft som mål at etablere tilbuddet uden finansiel risiko for kommunen. Rudersdal Kommune har derfor det første år kun skulle betale for indsatsen, hvis borgeren var tilfreds med forløbet, og hvis der var et signifikant fald i stress hos den enkelte op til et år efter kurset. Og nu efter blot ét år med den sociale effektinvestering har kommunen valgt at videreføre tiltaget de næste tre år.

Sociale effektinvesteringer kan spille en central rolle i stressbehandlingen

Andelen af voksne danskere, der scorer højt på den internationale validerede PSS-stressskala er steget fra 21 procent i 2013 til 29 procent i 2021. Det er en udvikling, som Christian Gaden Jensen, der er direktør i Fonden Mental Sundhed, som står bag programmet Åben og Rolig, mener vi skal tage meget seriøst:

”Stress er et alvorligt samfundsproblem, og vi ser at flere og flere danskere får sygdommen. Alligevel er der mange kommuner, der stadig ikke tilbyder et behandlingsforløb. Det er et samfundsproblem, der skal løses,”  siger han.

På trods af den negative udvikling i antallet af stressramte danskere, findes der ikke officielt afsatte midler i kommunernes budget, når det kommer til stressbehandling.

Samtidig forventes det, at kommunen har den såkaldte forebyggende opgave, men da de ikke modtager midler specifikt inden for forebyggelse af mental sundhed, ender det med frivillige tilbud eller lokale løsninger, som er det muliges kunst inden for et meget begrænset budget.

Det er udfordringer, som sociale effektinvesteringer kan være med til at løse, mener Christian Gaden Jensen, der peger på sociale effektinvesteringer som et vigtigt værktøj i kommunerne, når det kommer til at udbrede bedre stressbehandling, da den risikovillige kapital giver kommunerne et større økonomisk spillerum til at investere i kvalitet:  

”Der er stor forskel på kommunerne. For nogle kommuner er et årsværk til en psykolog ikke det store problem at finansiere, mens det for andre kan have rigtig stor betydning. Derfor er den kapital man får fra investoren via en social effektinvestering ret afgørende for at løfte kvaliteten af behandlingen for mange, og for hovedet at komme i gang,” siger Christian Gaden Jensen.

På baggrund af det har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter For Velfærd (VIVE) set nærmere på landenes forskellige tilgange og erfaringer, når det kommer til arbejdet med sociale investeringer.

I rapporten ”Insights on Social Investment” har man blandt andet set på, hvilke nationale rammebetingelser, der er gælder for sociale investeringer i henholdsvis Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Gennemgangen viser, at rammebetingelserne varierer meget, og det spiller en stor rolle for udbredelsen af sociale investeringer i det pågældende land.

Det tyder på, at en stærk national bevågenhed fra centraladministrationen eller nationale organisationer kan være drivende for at igangsætte flere sociale investeringsprojekter.

Danmark rykker i front

At det nationale arrangement har en betydning for succesraten i forhold til at fremme brugen af sociale investeringer, er en af årsagerne til, at Danmark efterhånden er blevet førende i norden.

Det skyldes særligt en bred politisk opbakning, og en øget opmærksomhed på sociale investeringer blandt danske politikere, som er inspireret af Storbritannien og Finland.

Derudover har udbredelsen af SØM-modellen, som er et værktøj, der blandt andet regner på de økonomiske potentialer ved en social indsats, været med til at skubbe på den positive udvikling.

Etableringen af Den Sociale Investeringsfond og Den Sociale Kapitalfonds arbejde på det private marked, har også været med til at fremme udviklingen for sociale investeringer i Danmark.

Outcomefonde vil øge incitamentet for sociale investeringer

I rapporten fremhæves det, at der er visse problemstillinger, der fortsat spænder ben for udbredelsen af sociale investeringer – særligt i Sverige og Danmark.

Blandt andet er kommunerne underlagt korttidssigtede budgetbesparelser, der gør det sværere at prioriterer sociale investeringer, der giver et langtidssigtet afkast. Derudover er der budgetsiloer, hvor kommunen skal betale for gevinster, som reelt tilfalder andre myndigheder som regionerne og staten.

Her fremhæver VIVE, at en national outcomefond, der kan være med til at finansiere indsatserne, kan være med til at løse problemerne, og dermed åbne op for, at blandt andet kommunerne er mere tilbøjelige til at lave sociale investeringer:

Læs rapporten her

Du kan læse meget mere om rapporten på VIVES hjemmeside.