Ny investering skal hjælpe voldsramte børnefamilier med at stoppe volden

24-05-2021

Den Sociale Investeringsfond (DSI), Aarhus kommune, Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus og
AskovFonden laver socialt investeringsprogram, der vil hjælpe med at stoppe vold i familien og
nedbringe antallet af børn og voksne, der bliver udsat for vold.

Hvad enten vold alene sker mellem forældre, eller børnene også er direkte ofre for vold, så giver det ar for livet at vokse op i et hjem med vold. 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for partnervold. Tal fra AskovFondens Dialog mod Vold viser, at 71 procent af de voldsudøvere, der har været i behandling selv er vokset op i et hjem med vold.

Med en ny social investering går DSI, Aarhus kommune, Rådet for Sociale Investeringer og AskovFonden med Dialog mod Vold sammen om at forebygge vold i nære relationer.

Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i DSI, siger

Vi skal tage livtag med vold i familier, så det ikke alene drejer sig om at stoppe volden nu og her, for eksempel ved at flytte mor og børn til en anden adresse end far. Dialog mod Vold har i sin familieorienterede indsats et særligt fokus på at behandle voldsudøveren og på den måde stoppe volden en gang for alle, hvilket viser gode forebyggende resultater. Derfor investerer vi nu i en udbredelse af metoden i Aarhus Kommune med håbet om at vise værdien af indsatsen.
- Camilla Bjerre Damgaard

Social- og Beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, siger:

Vold i familien er ikke kun noget, der kan ødelægge en god barndom – det øger også risikoen for at børnene selv bliver voldsudøvere eller ender i voldelige forhold senere i livet. Den onde spiral skal vi bryde så tidligt og effektivt som overhovedet muligt, og derfor investerer vi nu i at udbrede de indsatser, der med fokus på voldsudøverne sigter mod netop det. Med forebyggelse og tidlig indsats kan vi forhindre, at ondt bliver værre.
- Kristian Würtz

Administrerende direktør i AskovFonden Helle Øbo, siger:

Jeg tror på, at sociale investeringer er en del af fremtidens løsninger, når vi taler innovation på socialområdet, og derfor er jeg glad for, at vi med Dialog mod Vold kan bidrage til, at vi får afprøvet en løsning, der skal hjælpe flere mennesker ud af voldens skygge og samtidig udvikle en praksis for sociale investeringer i Danmark.
- Helle Øbo 

Jesper Rønn-Simonsen, Direktør i Dialog mod Vold, siger:

Vi ved, at voldsudøvere er desperate efter at få hjælp. Ingen ønsker at gøre sine allerkæreste ondt, og mange af dem ved alt for godt, hvad det vil sige at vokse op i et hjem med vold. Med vores metode går vi ind og arbejder med voldsudøveren, så de får nogle redskaber til at tøjle frustration og vrede, så det ikke eskalerer og ender i vold. Vores ventetider er lange, og derfor er vi rigtig glade for investeringen, så endnu flere kan få hjælp hurtigere end i dag.
- Jesper Rønn-Simonsen

Gurli Martinussen, formand for Rådet for Sociale Investeringer, siger:  

Investeringsprogrammet Dialog mod Vold er den anden sociale investering, som Rådet for Sociale Investeringer sætter i gang i Aarhus Kommune, og vi er dermed godt i gang med det arbejde, vi er sat i verden for: at finde nye løsninger og nye partnerskaber til gavn for borgerne med sociale udfordringer i Aarhus Kommune. Udover at stoppe volden og mindske den negative sociale arv vil investeringen også have en gavnlig økonomisk effekt og derved bidrage til at frigive flere penge til velfærd – og til nye sociale investeringer.
- Gurli Martinussen

Hvis det lykkes at stoppe voldsspiralen i de voldsramte familier, så vil det ikke alene give bedre liv, det giver også mening i et større økonomisk perspektiv at sætte ind med den umiddelbart kostbare forebyggelse. Det siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard:

Aarhus Kommune vil gerne gå foran i udviklingen af sociale investeringsprogrammer, der i min optik er en spændende vej at gå i bestræbelserne på at udvikle det sociale område. Sociale investeringsprogrammer har dog brug for fødselshjælp for at få medvind - både til at udvikle dem, men også en politisk vilje til at betale for de positive effekter, der opstår. I denne konkrete case har jeg godkendt, at Aarhus Kommune betaler for både de statslige og regionale effekter af indsatsen, men det er afgørende, at der fremover på både statsligt og regionalt niveau er en betalingsvilje for de effekter, der opstår på de respektive områder i de sociale investeringsprogrammer. Ellers bliver sociale investeringsprogrammer blot en døgnflue i Danmark.
- Jacob Bundsgaard

 Fakta

Om vold i nære relationer

  • 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for partnervold (SFI, 2018)
  • Hvert sjette barn oplever vold i hjemmet (SFI, 2016)
  • 71% af de udøvere, der har været i behandling i Dialog mod Vold, er vokset op i hjem med vold (DMV, 2020)

Om investeringen

Med investeringen får 25 familier i Aarhus Kommune mulighed for at deltage i et forløb hos Dialog mod Vold. Derudover er målet at opbygge viden om gevinsterne ved voldsbehandling, så investeringen kan udbredes til gavn for flere voldsramte familier.

Investeringen er på 4,8 millioner kroner, hvoraf DSI og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus Kommune hver investerer 2,4 millioner kroner i perioden 2021-2023.

Aarhus kommune betaler investorerne tilbage, såfremt familierne oplever, at volden ophører, og centrale følgevirkninger af volden minimeres. Eksempelvis hvis familierne undgår ophold på kvindekrisecentre, skadestuebesøg eller anden sygehuskontakt forårsaget af vold og øvrige familiebehandlingstilbud i kommunen.

AskovFonden og Dialog mod Vold

AskovFonden er en NGO, der udvikler løsninger på samfundets aktuelle sociale problemer. Vores løsninger bygger relationer til udsatte borgere i Danmark med det mål, at de får styrken og modet til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af. Dialog mod Vold er AskovFondens behandlings- og kompetencecenter, der siden etableringen i 2001 har tilbudt specialiseret psykologbehandling til udøvere af vold i nære relationer, deres voldsudsatte partnere og børn.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst

Nanna Lodberg Theut, ansvarlig for presse- og kommunikation i DSI: 4185 1005,

Anders Ankerstjerne, pressekonsulent i Sociale Forhold og Beskæftigelse Aarhus Kommune: 89 40 99

00,

Katja Faurschou, kommunikationschef AskovFonden: 2086 0786