Nyt rådgivningspartnerskab skal undersøge, om hjælp til psykisk sårbare kan blive en social investering

14-10-2021

Pressemeddelelse: Det Sociale Netværk, SIND og Den Sociale Investeringsfond har indgået en aftale, hvor det undersøges, om indsatsen ”Vejen til Hverdagslivet”, der faciliterer sparring mellem psykisk sårbare, kan skaleres via en social effektinvestering.

Foto: Priscilla Du Preez på Unsplash

Peer-Partnerskabet, der er etableret af SIND og Det Sociale Netværk, arbejder for, at psykisk sårbare møder ligesindede, der har været i samme situation som dem selv. Erfaringer fra udlandet viser, at det kan hjælpe psykisk sårbare mennesker at kunne spejle sig i andre med samme problematikker, som har fundet løsninger, der giver dem en bedre hverdag. Ved den fælles sparring kan psykisk sårbare blive bedre rustede til at leve et mere selvstændigt liv.

De erfaringer har Peer-Partnerskabet omsat i en dansk kontekst, og med støtte fra VELUX FONDEN er der etableret et forskningsprojekt, som skal undersøge effekten af et 10-ugers gruppeforløb kaldet ”Vejen til Hverdagslivet”.

Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk siger:

Peer-støtte bliver internationalt anset for at være den vigtigste enkeltfaktor for en håbefuld og støttende tilgang til mennesker med psykisk sårbarhed. Vi vil vise, at frivillighed og peers er en vigtig brik i fremtidens velfærdsmodel, derfor forskning.
- Trine Hammershøy

Som social investering er ”Vejen til Hverdagslivet” interessant, fordi det kan forebygge, at psykisk sårbare får det endnu værre og udvikler behov for mere indgribende støtte og behandling, der både giver den enkelte sværere vilkår og også ofte er forbundet med højere udgifter til støtte.

Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond, siger:

”Vejen til Hverdagslivet” er et godt eksempel på en indsats, der forebygger og hjælper den enkelte, og som kan sikre økonomiske gevinster på tværs af kommuner og regioner, når psykisk sårbare bliver bedre til at håndtere deres udfordringer og hverdag. Samarbejdet om tværsektorielle løsninger møder dog ofte problemer, bl.a. fordi incitamentet er begrænset, når omkostninger og gevinster falder på tværs af forvaltninger og sektorer – og det er her sociale investeringer kan gøre en forskel.
- Camilla Bjerre Damgaard

Hvis ”Vejen til Hverdagslivet” kan fungere som en social investering, så vil Peer-Partnerskabet være i stand til at hjælpe flere psykisk sårbare, siger Knud Kristensen, landsformand i SIND:

Vi vil kunne tilbyde en helt ny forløbsmulighed for mennesker i udsatte situationer, som gør det muligt at være noget for andre i stedet for at være fastlåst som modtager af andres hjælp. Alt forskning peger på, at det er det, der hjælper mennesker videre. Dét er civilsamfundets styrke og det er den styrke vil sætter i spil.
- Knud Kristensen

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Nanna Lodberg Theut, kommunikationsansvarlig i Den Sociale Investeringsfond: 4185 1005,

Klavs Serup Rasmussen., chefkonsulent i Peer-Partnerskabet, 2396 4953,

 

FAKTA

Om Peer-Partnerskabet:

Peer-Partnerskabet er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND, som arbejder for at flere i udsatte positioner i livet, møder andre, der har prøvet at være i samme situation. Støtte der bygger på fælles livserfaringer, kaldes peer-støtte.

Om ”Vejen til Hverdagslivet”

VELUX FONDEN har støttet forskning i effekten af det 10-ugers gruppeforløb med 11 millioner kroner. Forløbet ledes af frivillige, som selv har erfaring med psykisk sårbarhed.

Om rådgivningspartnerskabet

Partnerskabet mellem Den Sociale Investeringsfond og Peer-Partnerskabet undersøger, om det er muligt at udvikle en social investeringsmodel om indsatsen Vejen til hverdagslivet og afsøge interesse for dette hos myndigheder og investorer. Lykkes det kan sociale investeringer være med til at udbrede programmet til gavn for flere.

Om Det Sociale Netværk

Det Sociale Netværk arbejder for at være en stærk stemme og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende, og at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare. Det Sociale Netværk driver bl.a. headspace.

Om Sind

SIND arbejder for at sikre, at sindslidende og deres pårørende inden for samfundets rammer skal kunne udleve deres drømme og realisere et godt liv. Sindslidelse er en fælles udfordring for de sindslidende, de pårørende og de professionelle. SIND arbejder for at samle disse grupper i et fælles arbejde.

Om Den Sociale Investeringsfond (DSI)

DSI er en statslig fond, der har til opgave et lave og udbrede brugen af sociale investeringer på tværs af velfærdsområderne. DSI fungerer både som investor og som rådgiver i arbejdet med sociale investeringer.

Om sociale investeringer

I en social investering går en myndighed, en velfærdsleverandør og en investor sammen om at gennemføre en indsats, der både kan skabe sociale forandringer for den enkelte og på sigt kan skabe gevinster på et offentligt budget. For at iværksætte en investering skal parterne blive enige om, hvilke sociale forandringer, programmet skal skabe, og hvilken betaling opnåelse af målene skal udløse. Herefter stiller investoren kapital til rådighed, så kommunen kan påbegynde arbejdet med indsatsen. Hvis indsatsen har den aftalte effekt og dermed skaber social forandring, betaler myndigheden investoren tilbage plus et afkast, hvis ikke taber investoren sine penge. Det er altså investor, der bærer den økonomiske risiko for, at indsatsen virker.