Analyse af private borgeres muligheder for at investere i sociale effektinvesteringer
Formål
Konsulentvirksomheden Dalberg har for DSI foretaget en analyse af private borgeres muligheder for at investere i sociale effektinvesteringer som et alternativt og bæredygtigt investeringsprodukt.
At skabe adgang for almindelige borgere til at investere i sociale effektinvesteringer forventes dels at kunne skabe folkelig forankring af socialt bæredygtige investeringer, og at styrke mulighederne for at mobilisere risikovillig kapital til sociale effektinvesteringer.
Analysen peger på, at den mest lovende model er, at en investor for eksempel DSI, påtager sig en rolle som ankerinvestor i en konkret investering og giver private investorer muligheder for at købe og sælge investeringsbeviser med udgangspunkt i en prismekanisme. Værdien af investeringsbeviserne justeres mekanisk i overensstemmelse med udviklingen i resultatbetalingen fra de offentlige myndigheder, der modtager investeringen.
Det vil dog kræve et væsentligt udviklingsarbejde at udmønte modellen, der er forbundet med en række tekniske, reguleringsmæssige og praktiske udfordringer grundet sociale effektinvesteringers innovative karakter. Udfordringer er nærmere beskrevet i analysen men omfatter:
- Manglende likviditet: Sociale effektinvesteringer er illikvide, og rettigheder eller forpligtelser kan ikke overdrages som ved traditionelle investeringsprodukter
- Ingen anerkendte standarder for værdisætning: Sociale effektinvesteringer er kontekstafhængige og forankret i unikke resultatkontrakter. Der findes ingen etablerede standarder for prissætning og ingen anerkendte metoder til at foretage upartiske vurderinger af udviklingen i kontrakternes værdi over tid
- Reguleringsmæssig gråzone: Sociale effektinvesteringer er et innovativt investeringsprodukt, der fortsat er vanskeligt at klassificere i den finansielle lovgivning, som private investorer er underlagt, og som dermed gør det svært for private investorer at engagere sig i sociale effektinvesteringer
Læs analysen her
Forløb
Status: Afsluttet
Start: Marts 2022
Afsluttes: Maj 2022
Om partnerskabet
Parter:
Dalberg Media
DSI’s rolle:
DSI har rekvireret analysen for 200.000 kr. inkl. moms
Kontakt
Asger Klöcker-Gatzwiller
Sekretariatsleder
E-mail akg@dsi.dk
Tlf. +45 29 85 06 11