Ungestyret støtte i Aarhus Kommune

Aarhus Kommune vil give unge mere indflydelse på deres egen støtte. Målet er, at flere unge oplever trivsel, tager imod støtte og får bedre fodfæste i uddannelse, job og voksenliv.

Formål

Formålet med investeringen er todelt: Indsatsen skal give unge mellem ca. 17 og 23 år større indflydelse på deres støtteforløb – hvem der yder støtten, hvordan den tilrettelægges, og hvor længe den varer. Støtten bygger på frivillighed, fleksibilitet og trygge relationer og skal styrke unges trivsel, livstilfredshed og tilknytning til uddannelse eller job, så færre har behov for sociale foranstaltninger. Samtidig skal investeringen bidrage til at udvikle og afprøve en mere fleksibel model for støtte, hvor unge oplever reelt ejerskab og tillid i støtten.

Udfordring

Landsdækkende tal viser, at tidligere anbragte unge står markant dårligere i overgangen til voksenlivet sammenlignet med andre unge. Fx har de oftere erfaring med misbrug, oplever hjemløshed, har domme, er på kontanthjælp eller førtidspension. Derudover oplever Aarhus kommune, at mange unge i målgruppen takker nej til eksisterende ungestøtte eller afbryder forløbet tidligt. Årsagerne spænder fra systemtræthed og ønsket om at klare sig selv til manglende fleksibilitet og individuel tilpasning i den nuværende indsats.

Resultatmål 

Investeringen har tre resultatmål:

  • Deltageren tilknyttes arbejdsmarkedet eller uddannelse.
  • Deltagerens trivsel øges.
  • Deltageren har mindre behov for sociale indsatser.

På længere sigt forventes investeringen også at resultere i færre negative livsudfald (fx misbrug, kriminalitet og hjemløshed).

Indsats

Indsatsen er bygget på flere kerneelementer. Et kerneelement er at den unge skal have en mere aktiv medbestemmelse på at tilrettelægge støtten. Bl.a. vælger den unge selv, hvem de ønsker som deres primære støtteperson, tempo, ramme og indhold for støtten, samt mål for forløbet. Derudover vil den unge modtage et årligt beløb på 5.000 kr., der kan bruges på en valgfri fritidsaktivitet, fx fodbold, fitness eller lign. Slutteligt skal indsatsen styrke den unges netværk og fællesskab, således at den unge har et netværk at vende sig mod, når støtten ophører.

Samarbejde 

Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus Kommune indgår som investor sammen med DSI og Bikubenfonden med 1/3 hver. Den bagvedliggende målgruppeanalyse og businesscase, der har dannet grundlag for betalingsmodellen, er udarbejdet i samarbejde med Social- og Boligstyrelsens SØM enhed. VIVE har udarbejdet de faglige principper, som danner grundlag for indsatsen og SUS har understøttet og faciliteret den konkrete indsatsudvikling sammen med Aarhus Kommune.

Forløb

Om investeringen

Antal deltagere:

175

Indsatsens varighed:

Den unge kan modtage støtte i op til 5 år. Den gennemsnitlige varighed udgør ca. 2 år med mulighed for efterværn.

Målgruppe:

Indsatsen er rettet mod unge mellem 17-23 år, som er i målgruppen for ungestøtte, dvs. har anbringelsesbaggrund eller har modtaget forebyggende foranstaltninger inden det fyldte 17 år. De unge kendetegnes også ved betydelige sociale/psykiske udfordringer i overgangen til voksenlivet, fx ustabile anbringelse, svagt netværk, skolefravær mv.

Investeringssum:

14,8 mio. kr.

Kontakt

Nanna Ravn
Udviklingskonsulent
E-mail ncr@dsi.dk
Tlf. +45 40 41 23 65