Den Sociale Investeringsfond investerer i et samarbejde med TUBA og Brøndby Kommune i hjælp til børn og unge af alkohol- og stofmisbrugere.
Sundhedsstyrelsen har skønnet, at 122.000 børn mellem 0-18 år lever i familier med alkoholmisbrug.
Målet med investeringen er at sikre bedre trivsel og tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked for børn og unge, der er vokset op med misbrug i familien. Med en investering på 3,2 millioner kroner giver DSI mulighed for, at Brøndby Kommune kan tilbyde børn og unge et forløb hos organisationen TUBA, hvor de kan få gratis behandling af senfølger af deres opvækst.
Fondschef i DSI, Camilla Bjerre Damgaard siger:
“Vi ved at en del af de børn og unge, der har været gennem TUBAs forløb, umiddelbart har et velfungerende liv. Et liv hvor man ikke beder kommunen om hjælp, et liv, hvor den enkelte skjuler de ar på sjælen, en opvækst i et misbrugshjem kan give. I TUBA behøver man ikke først at skulle igennem en sagsbehandler, man kan henvende sig på egne præmisser og i ens eget tempo. Derfor er håbet, at vi kan nå ud til børn og unge, der ellers ikke vil opsøge den hjælp, der kan give dem en bedre trivsel og hverdag.”Camilla Bjerre Damgaard, Fondschef i Den Sociale Investeringsfond
DSI betaler i første omgang for indsatsen, Brøndby Kommune betaler efterfølgende kun for de resultater, som børn og unge opnår i forhold til trivsel og tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked.
Per Jensen, formand for Brøndby Kommunes social- og sundhedsudvalg, siger:
“Vi forventer os faktisk rigtig meget af samarbejdet. Det er Brøndby Kommunes første tiltag, hvor vi indgår et partnerskab på denne måde og hvor en fond kommer med startkapitalen. Vi finder ind i et formelt samarbejde med såvel fonden og i dette tilfælde TUBA om et vanvittigt godt projekt. Vi forventer os ikke kun meget af samarbejdet, men i særdeleshed af at kunne hjælpe netop denne målgruppe. Vi ved, at misbrug i familien ofte efterlader børnene med ar på sjælen. Ar, der ikke kun kan påvirke opvæksten her og nu, men som også kan få indflydelse på uddannelse, job og fremtidig familie. Derfor vil dette partnerskab være til stor gavn for målgruppen.”
Per Jensen, Formand for Brøndby Kommunes social- og sundhedsudvalg
Gennem blandt andet individuel terapi og gruppeforløb får børn og unge fra 14-35 år hjælp til at finde en vej gennem livet på trods af de senfølger, som en barndom med forældre med misbrugsproblemer kan give.
Landsleder i TUBA, Henrik Appel, siger:
“Det kommer i den grad til at gøre en forskel for børn og unge fra familier med alkohol- eller stofproblemer i Brøndby Kommune. Vi ved, at 73% af de adspurgte børn og unge, der allerede har været igennem et af TUBAs forløb, føler sig bedre rustet til job, uddannelse og skole, derfor giver det mening, at vores samarbejde med DSI og Brøndby Kommune ikke kun måler værdien for den enkelte unge, men også dokumenterer den større samfundsværdi TUBAs indsats har på lang sigt.”
Henrik Appel, Landsleder i TUBA
Fakta
Om målgruppen
Sundhedsstyrelsen skønner, at 122.000 børn og unge under 18 år lever i familier med alkoholmisbrug, det er ca. to børn per skoleklasse. Ca. 30% af dem får selv et misbrug.
I 2020 var 3969 børn og unge i behandling i TUBA.
73% af de adspurgte børn og unge føler sig bedre rustet til job, uddannelse og skole efter et terapiforløb i TUBA. 91% har fået det bedre med sig selv og 92% er blevet bedre til at håndtere deres problemer.
46% af de adspurgte børn og unge mellem 14-35 år, der har været i behandling i TUBA, oplyser, at de ikke tidligere har talt med nogen om deres forældres misbrug.
12% har forsøgt selvmord.
Om investeringen i TUBA og Brøndby Kommune
DSI investerer 3,2 millioner i perioden fra 2021 til 2024. Brøndby Kommune betaler kun, hvis de aftalte resultater om trivsel og tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked for de børn og unge, der modtager tilbuddet, opnås. Målet er at få 120 unge mellem 14 og 35 år igennem et forløb i TUBA over de næste tre år.
Foruden hjælp til børn og unge i Brøndby vil erfaringerne fra projektet også indgå i en undersøgelse, der skal dokumentere, hvilken samfundsmæssig værdi TUBAs indsats over for de unge kan have på lang sigt.
Investeringen har opstart 1. august 2021.
TUBA’s behandlingstilbud
TUBA er en landsdækkende organisation, der tilbyder gratis terapi til børn og unge i alderen 14-35 år, der er vokset op i familier med alkohol- og/eller stofproblemer. Børn, der vokser op i hjem med misbrug, oplever ofte fysisk og psykisk vold samt overgreb og selvmordstrusler fra far og mor. De plages af senfølger som PTSD, angst, depression og selvmordstanker og kommer typisk til TUBA, når det går op for dem, at livet ikke behøver at være så svært. TUBA har 33 afdelinger i fordelt i hele Danmark, den nye afdeling i Brøndby bliver nr. 34, og den skal efter planen åbne 1. august 2021.
Den Sociale Investeringsfond
Den Sociale Investeringsfond er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget med et formål om at etablere et marked for sociale investeringsprogrammer i Danmark. Målet er at skabe bedre liv, mindske det offentliges udgifter og danne grundlag for nye offentlige og private investeringer i velfærd.
Læs mere om investeringen
Specialiseret hjælp til børn og unge af forældre med misbrug
Kontakt
Mette Dalsgaard Myrup
Kommunikationskonsulent, DSI
Tlf. +45 42 67 76 57
Email msm@dsi.dk
Brøndby kommune
Tlf. 4328 2133 eller 4328 2234
kommunikation@brondby.dk
Ulla Johanne Johansson
Presse- og kommunikationschef i TUBA
Tlf. 3067 2486
ulj@tuba.dk