God start på familielivet
I partnerskab med Projekt God Start på Familielivet, der består af Østifterne, Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital, Mary Fonden og Dansk Center for Mindfulness, har vi undersøgt, hvordan sociale investeringer kan forankre og udbrede en styrket indsats til sårbare gravide familier.
Formål
Formålet med partnerskabet var at følge udviklingen og implementeringen af Projekt God Start på familielivet – en model for et styrket tilbud til sårbare gravide og deres partnere i Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital og afsøge mulighederne for, at indsatsen efterfølgende kan finansieres og udbredes gennem et socialt investeringsprogram.
Udfordring: De første 1.000 dage af et barns liv er afgørende for, at barnet får et sundt fundament at bygge livet på. Familiedannelsen begynder allerede under graviditeten. Her skabes et grundlag for familielivet og barnets kommende liv. Gennem forebyggende indsatser i de tidlige år er der en særlig mulighed for at påvirkebarnets udvikling i en positiv retning og skabe et sundt fundament for senere læring og udvikling.
Graviditeten er for nogle kvinder en sårbar periode og forbundet med psykiske vanskeligheder. Samtidig kan moderens tilstand påvirke barnets tilstand og udvikling under graviditeten. Psykiatriske og psykosociale udfordringer hos moderen kan have konsekvenser i form af nedsat fostervækst, for tidlig fødsel og abstinenser ved fødsel efter medicin- eller rusmiddelforbrug.
Samtidig er en graviditet et mulighedernes vindue, og Familieambulatoriets personale oplever, at mange sårbare
gravide familier er motiverede for forandring og har et stort ønske om at skabe de bedst mulige rammer for deres barn. Jo tidligere i graviditeten, at den sårbare gravide får hjælp og støtte, jo mindre skade for barnet under graviditeten, og jo større mulighed for at styrke familiens ressourcer til at tackle det tidlige forældreskab.
Partnerskabet
Med udgangspunkt i de indsatser, der udvikles i Projekt God Start på Familielivet – styrket tilbud til sårbare gravide familier er hensigten med partnerskabet at skabe grundlag for, at indsatserne kan forankres ved hjælp af sociale investeringsprogrammer.
Bistanden fra DSI vil bestå af rådgivning og vejledning til, hvordan indsatsen kan forankres og udbredes som et socialt investeringsprogram, herunder rådgivning til dataindsamling, relevante resultat- og progressionsmål for indsatsen og afledte økonomiske gevinster på tværs af offentlige budgetter. DSI vil få adgang til viden og data, som indsamles undervejs i projektperioden, og mulighed for at følge brobygningsarbejdet mellem region og kommune samt inddragelsen af eksterne leverandører i opgaveløsningen.
Organisatorisk vil partnerskabet blive forankret i Østifterne, og DSI vil blive orienteret om projektets fremdrift på løbende sparringsmøder. Begge parter er enige om, at kommunikation om partnerskabet koordineres internt.
Forløb
Status: Afsluttet
Start: Marts 2021
Afsluttes: August 2023
Om partnerskabet
Parter:
Projekt God Start på Familielivet (Østifterne, Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital, Mary Fonden og Dansk Center for Mindfulness)
Periode:
Marts 2021 – August 2023
DSI’s rolle:
DSI har bidraget med business-case beregninger og fremme den investeringstænkning, som ligger til grund for forankring og spredning.
Målgruppe:
Sårbare gravide familier
Kontakt
Emil Overgaard Bruhn
Konsulent
E-mail eob@dsi.dk
Tlf. +45 20 57 49 70