Resultatpuljer i Danmark
Formål og samarbejde
DSI arbejder for at udbrede kendskab til og interesse for oprettelsen af resultatpuljer i Danmark. En resultatpulje, eller outcomefond, er en finansieringsmekanisme, der kan bruges som et alternativ til puljer, refusionsordninger eller andre udligningsordninger. En resultatpulje er grundlæggende en puljekonstruktion, hvor midlerne finansierer opnåede resultater af vellykkede indsatser, frem for aktiviteterne i indsatser som i traditionelle puljer. Den adskiller sig dermed særligt på to områder – den flytter fokus fra aktiviteterne i indsatserne til resultaterne, og den flytter den primære risiko fra puljeejer til den part, der finansierer igangsættelsen af indsatsen.
Resultatpuljens midler udbetales kun, hvis indsatsen skaber de forventede resultater. Resultatpuljer skaber dermed en bedre incitamentsstruktur ved at sikre at den ansvarlige myndighed, eller investor, der har iværksat indsatsen, også bærer ansvaret for at levere bedre resultater for borgerne. Samtidig kan den give et stærkere incitament til at investere på områder hvor der i dag er skæve incitamenter, fx pga. refusionsordninger eller gevinster, der er fordelt over stat, regioner og kommuner.
DSI’s arbejde tager afsæt i en analyse foretaget af Implement Consulting Group for DSI af, hvordan udformningen af en resultatpulje kan ske i en dansk kontekst. Analysen er lavet på baggrund af omfattende desk-research, hvor internationale erfaringer er blevet oversat til en dansk kontekst og dernæst videns- og erfaringsindsamling om konkrete målgrupper på udvalgte velfærdsområder. Dette analytiske fundament er præsenteret for, og kvalificeret af, en lang række interessenter herunder repræsentanter fra flere kommuner, regioner, statslige styrelser, departementer, filantropiske fonde og private aktører i markedet for social velfærd.
Ud over en række analyseværktøjer og kortlægning af strategiske valg, har analysen fem konkrete anbefalinger:
Anbefaling 1: Der bør etableres en resultatpulje i Danmark. På tværs af kommunale, regionale og statslige aktører er der efterspørgsel efter, og en anerkendelse af, at resultatpuljer vil kunne bidrage til at løse endnu uløste problemer på velfærdsområderne i Danmark.
Anbefaling 2: Resultatpuljens formål bør være at løse strukturelle udfordringer og skabe bedre liv. På en lang række af social- og sundhedsområderne gør refusions- og udligningsregler, at kommuner og regioner ikke kan realisere de fulde økonomiske gevinster ved at investere i bedre indsatser. Resultatpuljer kan løse problematikken uden at ændre de grundlæggende strukturer. Den bør samtidig have som specifikt formål at skabe bedre liv for borgerne.
Anbefaling 3: Resultatpuljen bør omfatte én afgrænset målgruppe. Resultatpuljer er i international sammenhæng oprettet med både specifikke og meget brede målgrupper. Erfaringerne viser, at begge dele er mulige, men outcomefonde med brede formål og målgrupper stiller store krav til ansøgernes modenhed og til forarbejdet inden indsatsen igangsættes. Da instrumentet er nyt i Danmark, anbefales det, at der vælges én klart afgrænset målgruppe for de første outcomefonde i Danmark.
Anbefaling 4: Resultatpuljen bør finansieres af statslige midler. Gennem dialog med aktører på tværs af det offentlige og filantropiske fonde, er det tydeligt, at resultatpuljens mest oplagte finansieringskilde er staten. De filantropiske fonde ser omvendt et stort potentiale i at agere katalysator for udbredelsen af værktøjet ved at sikre risikovillig finansiering til de indsatser, der kan opnå støtte fra resultatpuljen, såfremt indsatserne opnår positive resultater.
Anbefaling 5: Resultatpuljen bør etableres med en slank organisation, armslængde og en simpel ansøgningsprocedure. Det er fremhævet af flere aktører, at en afgørende forudsætning for en succesfuld implementering af resultatpuljer i Danmark er, at det er ubureaukratisk at samarbejde med fonden. De bør ikke være en ny part i forarbejderne med indsatserne. Det er ligeledes et tydeligt ønske, at fonden etableres med en vis grad af armslængde. Derfor er anbefalingen, at resultatpuljen etableres som enhed i en eksisterende styrelse eller institution, med en vis armslængde til det politiske system, og at der sikres en så simpel og ubureaukratisk ansøgningsproces som muligt.
Anbefalingerne er uddybet i vedlagte rapport og bilag.
Analysen er finansieret af Bikubenfonden og DSI.
Forløb
Status: I gang
Start: Oktober 2023
Afsluttes:
Om partnerskabet
Parter:
Bikubenfonden
DSI’s rolle:
DSI benytter analysen i fondens videre arbejde mod oprettelsen af en resultatpulje i Danmark
Målgruppe:
aftaledokumenter
Analyse af potentialet for outcomefonde i Danmark (pdf)
Bilag 1 Definition af outcomefond (pdf)
Bilag 2 Målgruppe og formål (pdf)
Bilag 3 Strategiske valg for outcomefonden (pdf)
Bilag 4 Målgruppevurdering (regneark, kan rekvireres ved at kontakte DSI)
Kontakt
Emil Overgaard Bruhn
Konsulent
eob@dsi.dk
Tlf. 20 57 49 70