Helhedsorienteret beskæftigelsesindsats til borgere i jobafklaring og sygedagpengeforløb i Faxe Kommune

Faxe Kommune sætter fokus på at styrke indsatsen for borgere i jobafklarings- og sygedagpengeforløb med alvorlige psykiske eller fysiske udfordringer. Med investeringen skal et nyt forløb hjælpe borgerne hurtigere tilbage i arbejde – og samtidig styrke kommunens kapacitet i arbejdet med komplekse ledighedsforløb.

Formål

Formålet med investeringen er at forbedre borgernes livssituation ved at støtte dem på vejen mod selvforsørgelse. Gennem helhedsorienterede og individuelt tilpassede forløb skal indsatsen hjælpe flere borgere med at blive raskmeldt og vende tilbage til arbejdsmarkedet – samtidig med, at deres trivsel og livskvalitet styrkes.

Investeringen skal samtidig styrke Faxe Kommunes kapacitet i arbejdet med borgere i komplekse ledighedsforløb. Det sker ved, at medarbejderne udvikler nye kompetencer og metoder, som kan bruges bredt i kommunens beskæftigelsesindsats, så resultaterne får varig effekt.

Udfordring

Borgere med længerevarende sygdom og komplekse problemstillinger bliver ofte fastholdt i ledighed, fordi vejen mod beskæftigelse er for kompleks og udfordrende. Forløbene bliver ofte lange og uoverskuelige, og borgerne mister troen på at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Faxe Kommune ønsker derfor at afprøve en indsats, hvor hurtige og effektive afklaringsforløb kombineres med en tværfaglig udviklingsindsats skræddersyet til den enkelte borgers situation, med det formål at styrke borgernes mulighed for tilbagevenden til job markant.

Resultatmål 

Betalingsmekanismen i denne investering adskiller sig fra DSI’s øvrige investeringer, da størstedelen af tilbagebetalingerne ikke er knyttet op på opnåelsen af specifikke resultatmål. I stedet udregnes der en gennemsnitlig ”startomkostning” for borgere i jobafklaringsforløb- og sygedagpengeforløb.

I ”startomkostningen” medregnes borgernes ydelser og eventuelle tillæg. Ved halvårlige målinger opgøres deltagernes faktiske ressourcetræk (ydelse + tillæg). Differencen mellem ”startomkostningen” og det faktiske ressourcetræk defineres som ”budgetforbedring” og er det, som udgør størstedelen af betalingsgrundlaget for tilbagebetalingerne. Derudover er der også et betalingsmål vedr. udviklingen i borgernes livskvalitet. Tilsammen udgør budgetforbedringerne og betalingerne for udviklingen i borgernes livskvalitet tilbagebetalingsgrundlaget.

Tilbagebetalingen sker gradvist i fire trancher:

  • Tranche 1: Kommunen betaler 100 pct. af tilbagebetalingsgrundlaget til DSI frem til det punkt, hvor tilskuddet er tilbagebetalt
  • Tranche 2: Kommunen betaler fortsat 100 pct. af tilbagebetalingsgrundlaget, som dækker DSI’s kapitalomkostninger og de 10 pct. af leverandørens omkostninger, som er resultatbetingede
  • Tranche 3: Der foretages en overskudsdeling mellem de involverede parter med følgende fordelingsnøgle: Kommunen beholder 50 pct., leverandøren modtager en andel, som svarer til 24 pct. og DSI modtager en andel, som svarer til 26 pct.
  • Tranche 4: Overstiger det samlede tilbagebetalingsgrundlag 5.733.897 kr. vil kommunen beholde 100 pct. af budgetforbedringerne.

Indsats

Indsatsen er inspireret af den evidensbaserede IPS-metode (Individuelt Planlagt job med Støtte) og har fokus på at hjælpe borgere med komplekse helbredsmæssige og sociale udfordringer tættere på arbejdsmarkedet.

Gennem et tværfagligt samarbejde mellem beskæftigelses-, sundheds- og socialfaglige eksperter får deltagerne et forløb, der tager udgangspunkt i deres egne ressourcer, ønsker og behov.
Indsatsen kobler målrettet jobstøtte med personlig udvikling og sundhedsmæssig stabilisering – og hjælper borgerne med at genvinde troen på, at de kan vende tilbage til arbejde.

Arbejdet bygger på tillid, respekt og faglighed, og forløbene bliver løbende justeret i takt med, at borgerne rykker sig. Samtidig fungerer indsatsen som et læringsrum, hvor kommunen og leverandørerne udvikler nye metoder, der kan styrke den fremtidige beskæftigelsesindsats for borgere med komplekse udfordringer.

Samarbejde 

Investeringen gennemføres i et partnerskab mellem Faxe Kommune og Den Sociale Investeringsfond, med SundInvest ApS som leverandør.

Forløb

Om investeringen

Antal deltagere:

50

Indsatsens varighed:

30 uger inklusiv op til 26 ugers efterværn pr. borger

Målgruppe:

Borgere i jobafklarings- og sygedagpengeforløb med alvorlige psykiske og/eller fysiske udfordringer

Investeringssum:

3,8 mio. kr.

Aftaledokumenter

Tilsagn til Faxe Kommune

Kontakt

Gustav Kronborg Konsulent
E-mail gkr@dsi.dk
Tlf. +45 53 87 98 31