Aktuelle udviklingssamarbejder
Der er flere aktuelle muligheder for at indgå i udviklingssamarbejder med DSI. Udviklingssamarbejder kræver udviklingstid, men giver også stor indflydelse på den endelige investering.
De aktuelle udviklingssamarbejder er:
- Indsatser mod skolefravær
- Peer-partnerskabet for psykisk sårbare mennesker
- Indsatser under Ungeløftet
- Beskæftigelse, uddannelse, sundhed og sociale fællesskaber for mennesker med handicap
Hvis jeres kommune eller region har andre velfærdsudfordringer end de her beskrevne, som I gerne vil udvikle nye løsninger på, eller hvor I allerede har ideer til indsatser, hører vi meget gerne fra jer.
Indsatser mod skolefravær
Alt for mange børn og unge kæmper med skolefravær, og andelen er stigende. Som led i den nye nationale handlingsplan mod skolefravær vil DSI gerne investere i forebyggelse og håndtering af skolefravær. Vi er derfor åbne for dialog med kommuner, der gennem målrettede indsatser vil mindske skolefraværet og øge trivslen hos skoleelever, f.eks. gennem:
- At arbejde systematisk med fraværsregistrering og fraværsforståelse
- At arbejde forebyggende med trivsel
- At udvikle indsatser for børn som allerede har skolefravær
Peer-partnerskabet for psykisk sårbare mennesker
Peer-partnerskabet er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed med fokus på peer-støtte til psykisk sårbare mennesker. Sammen med partnerskabet undersøger DSI, hvordan sociale investeringer kan være med til at forankre og udbrede peer-indsatsen Vejen til Hverdagslivet.
Vejen til Hverdagslivet er udviklet med henblik på at understøtte kommunernes muligheder for at arbejde forebyggende under servicelovens §82. Indsatsen er rettet mod personer over 18 år, der oplever nedsat psykisk funktionsevne, svarende til målgruppen for servicelovens §82d. Der er beregnet business case og udviklet forslag til betalingsmodel, som DSI vil tilpasse på baggrund af dialog med jeres kommune.
Læs mere om peer-partnerskabet og Vejen til hverdagslivet.
Indsatser under Ungeløftet
Ca. 45.000 unge mellem 15 og 29 år står uden for uddannelses- og arbejdsfællesskabet. Som led i aftalen om Ungeløftet er DSI bevilget 45 mio. kr. til at igangsætte et investeringsprogram målrettet disse unge.
DSI har allerede samlet viden om mange eksisterende og virksomme indsatser for gruppen, som kan implementeres i kommunerne, men står man som kommune med specifikke behov eller idéer, som ikke rummes af disse, er vi også meget åbne for dialog. Indsatsen skal som minimum kunne skabe effekt og progression på følgende tre mål:
- Beskæftigelse
- Uddannelse
- Trivsel
Beskæftigelse, uddannelse, sundhed og sociale fællesskaber for mennesker med handicap
Mennesker med handicap møder markant større barrierer for deltagelse i uddannelse, arbejdsliv og fritidsliv end andre, og det har store konsekvenser for både dem og samfundet. Samtidig stiger de kommunale udgifter til det specialiserede socialområde. For at imødekomme disse udfordringer arbejder DSI på at bidrage til løsninger gennem sociale effektinvesteringer.
Vi hører derfor meget gerne fra kommuner, der gennem målrettede indsatser vil styrke deltagelsen og livskvaliteten for mennesker med handicap. Det kan være gennem at:
- Sikre bedre overgange til voksenlivet for unge med handicap
- Styrke arbejdsmarkeds- og uddannelsestilknytning for voksne med handicap
- Skabe bedre livskvalitet (og mindre støttebehov) for mennesker i botilbud gennem recovery-orienteret rehabilitering.
Kontakt DSI
Email: dsi@dsi.dk
Tlf. +45 29 85 06 11
