Investeringer under Ungeløftet

Vil jeres kommune samarbejde med Den Sociale Investeringsfond om indsatser under Ungeløftet?
Læs mere om rammer og muligheder her, og kontakt os senest den 2. marts 2026.

Med aftalen om Ungeløftet er Den Sociale Investeringsfond (DSI) bevilget 45 mio. kr. til at igangsætte et investeringsprogram målrettet unge mellem 15 og 29 år, der står uden for uddannelse og beskæftigelse. Ungeløftet er et tværgående nationalt partnerskab og lokale partnerskaber, som blev udrullet i landets kommuner i 2025. Udgangspunktet for partnerskaberne er troen på, at alle fortjener en plads i fællesskabet.

Hvad får jeres kommune ud af et samarbejde?

I en investering med DSI målrettet unge uden for uddannelse og beskæftigelse får man som kommune:

Mulighed for at afprøve nye indsatser til unge uden stor økonomisk risiko for at skulle betale for noget, der ikke virker. Det er muligt, fordi DSI som investor tager en stor del af den økonomiske risiko.

Ramme for samarbejde på tværs. Sociale investeringer understøtter samarbejde på tværs af forvaltninger, men også mellem myndigheder og filantropiske fonde, investorer, civilsamfund, vidensaktører og leverandører. Investeringer kan dermed understøtte oprettelsen af lokale partnerskaber under Ungeløftet.

Stor organisatorisk læring gennem data. Dataindsamling og evaluering er indlejret i sociale effektinvesteringer, og investeringerne bidrager til at udvikle kvalitet i arbejdet med målgruppen, fordi der opbygges ny viden om, hvad der virker og med hvilken effekt. Det bidrager også til kommunens mulighed for at vurdere, om en indsats under Ungeløftet skal prioriteres og forankres, når investeringen er afsluttet.

Del af et større investeringsprogram – med læring på tværs af de kommuner, som indgår i en investering med DSI. Som en del af investeringsprogrammet afsættes der midler til en større effektevaluering på tværs af investeringerne under programmet. Den enkelte kommune får derved ikke blot viden om resultater fra egen indsats, men også fra andre indsatser målrettet unge uden for uddannelse og beskæftigelse.

Få inspiration fra vores indsatskatalog herunder og send os en interessetilkendegivelse senest den 2. marts 2026. Så tager vi et opstartsmøde, hvor vi taler jeres ønsker som kommune igennem.  

Hvilke indsatser kan DSI investere i?

DSI investerer i indsatser, som viser lovende resultater og har potentiale til at blive udbredt nationalt.

Alle investeringer, der indgås under Ungeløft-investeringsprogrammet skal levere resultater på følgende mål:

  • Beskæftigelse: Privat løntilskud, fleksjob, ordinære løntimer, lærling og voksenlærling, jobrotation
  • Uddannelse: SU-berettiget og FGU
  • Trivsel: WHO5 og livstilfredshed

Hvad skal kommunen betale?

Kommunen skal betale for indsatsens resultater – altså de forbedringer der sker for målgruppen, og som leder til kommunale gevinster. DSI og kommunen aftaler en betalingsmodel, som definerer hvilke resultater, som kommunen betaler for.

I betalingsmodellen defineres meget præcist, hvor meget der skal betales pr. resultat, hvordan resultatet opgøres, og hvornår der måles. DSI sætter en overordnet ramme for betalingsmodellen, da der er mål, der skal være ens på tværs mellem investeringerne, og den ramme bygger på de ovenstående tre mål. Men der vil være mulighed for at tilpasse betalingsmodel ud fra kommunens ønsker og behov, og fx tilføre flere betalingsmål.

I dette indsatskatalog kan du finde inspiration til mulige indsatser, som kan igangsættes som en social effektinvestering. Indsatskataloget er til inspiration og er ikke udtømmende for hvilke indsatser, DSI kan investere i under Ungeløftet, så tøv ikke med at tage kontakt, hvis I som kommune har andre idéer. Det kan også være en fuld omlægning af ungeindsatsen, som Vindmøllen i Esbjerg.

DSI har foretaget en afdækning af knap 50 indsatser, som fonden har fået kendskab til gennem en åben invitation ud til alle aktører, der arbejder med målgruppen og gennem møder med bl.a. kommuner og civilsamfundsaktører, som har henvendt sig direkte til fonden. DSI har vurderet indsatserne ud fra fondens almindelige investeringskriterier og potentialet for at igangsætte indsatsen som en social effektinvestering. Inspirationskataloget er dynamisk og udbygges løbende i takt med, at DSI bliver klogere på resultater og øvrige virksomme indsatser.

IPS-indsats i Norddjurs Kommune

Du kan også blive klogere på hvordan en investering i Ungeløft målgruppen ser ud i denne investering i IPS Ung kombineret med metakognitiv indsats, som DSI har indgået i samarbejde med Norddjurs Kommune, JobinPlace og Cektos. Formålet med investeringen er, at flere unge med psykiske lidelser og komplekse udfordringer i Norddjurs Kommune får fodfæste i uddannelse eller på arbejdsmarkedet Unge med psykiske udfordringer får målrettet støtte til job og uddannelse i Norddjurs Kommune.

Er der krav om kommunal medfinansiering indsatsen?

Nej. DSI kan finansiere den samlede udgift til indsatsen. Som kommune skal I kun være villige til at lægge ressourcer i udviklingen af investeringen. DSI dækker alle omkostninger forbundet med at realisere indsatsen, fx opkvalificering og lønudgifter til medarbejdere, løn til eksterne aktører, som enten helt eller delvist leverer indsatsen mm. Ønsker man som kommune at være medfinansierende part i investeringen er dette også en mulighed.

Er det administrativt tungt og bureaukratisk at indgå i en investering?

Nej. DSI er meget opmærksom på, at ressourcerne til administration og udvikling er meget begrænsede i kommunerne, og har derfor fokus på at udvikle og monitorere ressourceeffektivt. Når det er sagt, så er læring om indsatsen en stor del af værdien ved at arbejde med sociale effektinvesteringer. Det kræver, at udfordring og løsning analyseres, inden indsatsen eksekveres, at der indsamles data og at indsatsen monitoreres og evalueres. Derfor er DSI’s erfaring også, at kommunerne oplever, at ressourcer der brugt på udvikling og evaluering har værdi i sig selv.

Er der krav om brug af en ekstern leverandør af indsatsen?

Nej. DSI stiller ingen krav om eksterne leverandører. DSI investerer både i indsatser, som leveres af private og af kommunen selv, som denne investering i Svendborg Kommune med inspiration fra Vindmøllen i Esbjerg.

Hvad er tidshorisonten for en investering?

Tidshorisonten afhænger af kommunens ønsker, og af, hvor meget udvikling og forberedelse, der er behov for. Men som udgangspunkt forberedes indsats og investering i det første halvår 2026, og indsatsen kan sættes i gang i løbet af andet halvår 2026. En typisk investeringsindsats løber i 2-4 år, og der indhentes resultater (og dermed betalinger) i 1-3 år efter indsatsens afslutning.

Hvordan kommer man i gang med en social effektinvestering?

DSI faciliterer og understøtter alle faser i vejen mod en social effektinvestering i samarbejde med kommunen og evt. andre relevante aktører. Processen indeholder tre overordnede faser:

  • Identifikation af den udfordring investeringen skal bidrage til at løse; udvælge indsats; vurdere om indsats og udfordring kan generere en positiv økonomi 
  • Design af betalingsmodel og evaluering gennem en kontrakt
  • Implementering af indsatsen, herunder oprettelse af en styregruppe og fastsætte rammer for monitorering af investeringen.

Læs mere i DSI’s guide om de første skridt mod et investeringssamarbejde.

Hvad skal man gøre, hvis man er interesseret i at samarbejde med DSI om en indsats målrettet unge?

Udfyld interessetilkendegivelsen senest den 2. marts 2026. Så tager vi et møde, hvor vi taler jeres ønsker som kommune igennem. DSI er en aktiv investor, som holder både kommune og eventuelle eksterne aktører i hånden hele vejen mod en investering. Det forpligtiger ikke at udfylde en interessetilkendegivelse, men DSI forventer, at der er opbakning til at indgå en dialog med DSI på et relevant ledelsesniveau.

I er også meget velkomne til at tage at kontakt til udviklingskonsulent Nanna Ravn, hvis I har spørgsmål.

Nanna Ravn

Udviklingskonsulent

E-mail ncr@dsi.dk
Tlf. +45 40 41 23 65

Nanna Ravn