Sociale investeringer kan løse velfærdsudfordringer ved at give bedre mulighed for at arbejde mere forebyggende, langsigtet og risikovilligt.

Hvad er en social effektinvestering?

En social effektinvestering er ét blandt flere instrumenter til at finansiere velfærdsindsatser under fællesbetegnelsen sociale investeringer. Sociale investeringer kaldes også investeringer med en dobbelt bundlinje, fordi de både skal gøre en positiv forskel for mennesker og skabe økonomiske gevinster for det offentlige.

I DSI beskæftiger vi os primært med sociale effektinvesteringer, men vi har også mulighed for at indgå i andre former for sociale investeringer, herunder for eksempel lån til NGO’er og civilsamfundsorganisationer.

I en social effektinvestering går en myndighed, en investor og en leverandør sammen om en indsats, der skal hjælpe en bestemt målgruppe. Investoren stiller risikovillig kapital til rådighed, så myndigheden kan indgå en aftale med en leverandør om at gennemføre indsatsen. Indsatsen kan også leveres af myndigheden selv. Et eksempel på en indsats kan være støtte til unge, der har brug for hjælp til at komme i uddannelse eller job.

Før indsatsen sættes i gang, aftaler parterne en række konkrete mål – såkaldte betalingsmål – som indsatsen skal leve op til. Hvis resultaterne opnås, betaler myndigheden investeringen tilbage, eventuelt sammen med yderligere resultatbetalere som for eksempel andre myndigheder eller filantropiske fonde. Hvis målene derimod ikke opfyldes, betaler myndigheden kun en del af beløbet eller slet ikke, og investoren bærer tabet.

Sociale effektinvesteringer gør det lettere at afprøve nye indsatser, der ser lovende ud. Når der følges op på både de sociale og økonomiske resultater, bliver det tydeligt, om en indsats virker, og om den bør fortsætte, justeres eller måske skaleres til andre målgrupper eller myndigheder.

Her er sociale effektinvesteringer relevante

Sociale investeringer er særligt velegnede til at finde løsninger på velfærdsudfordringer, som i dag ikke bliver løst – ofte på grund af forskellige barrierer i vores velfærdssystem.

En barriere kan for eksempel være, at der mangler økonomiske incitamenter til at sætte gang i tidlige, forebyggende eller mere effektive indsatser. Det kan også handle om manglende viden om, hvad der virker for bestemte målgrupper, eller at det er svært at samarbejde på tværs af forvaltninger, myndigheder eller sektorer. Her kan sociale investeringer hjælpe kommuner med at prioritere såkaldte “kan-opgaver” – altså indsatser, som de gerne må sætte i gang, men som ofte bliver nedprioriteret.

Sociale effektinvesteringer kan forankre og udbrede det, der virker

Der findes allerede indsatser med dokumenteret effekt – både socialt og økonomisk – som alligevel ikke bliver bredt ud eller prioriteret. Det kan skyldes silo- og kassetænkning, uklare incitamenter mellem aktører eller det forhold, at gevinsterne først viser sig efter flere år, hvilket gør det svært for én myndighed at bære udgiften alene.

Et eksempel er Housing First, som er en effektiv metode til at hjælpe hjemløse i egen bolig. På trods af dokumenterede resultater var metoden i 2020 kun udbredt til 4 procent af landets hjemløse.
Et andet eksempel er stressbehandling, hvor kommunerne har svært ved at prioritere evidensbaserede forløb – selvom de både hjælper den enkelte og skaber store gevinster i form af færre sygemeldinger og mindre pres på sundhedsvæsenet.

Eksempler på sociale investeringer: