Regeringens forebyggelsesfond må ikke ende som endnu en projektpulje

Af Ulla Tørnæs, bestyrelsesformand i Den Sociale Investeringsfond og Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond.

Det er svært at finde nogen, der er imod forebyggelse. Problemet opstår først, når nogen skal betale nu for en gevinst, der måske viser sig om fem år i en anden offentlig kasse.

Forebyggelse fylder mere og mere i velfærdspolitikken. Og nu ser det ud til, at det får sin egen fond.

Regeringen vil bruge den til at ”understøtte investeringer i forebyggelse med dokumenteret effekt og dermed bidrage til, at flere mennesker kan leve et sundere liv og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.”

Det er en vigtig og tiltrængt ambition.

For uden forebyggelse får vi svært ved at vende udviklingen med flere kroniske sygdomme, mere stress og mistrivsel og et sundhedsvæsen, der mangler både tid og medarbejdere. Forebyggelse kan potentielt skåne mennesker for sygdom og samtidig spare samfundet for udgifter til behandling og støtte.

Men en fond er ikke i sig selv en garanti for mere forebyggelse. Hvis den blot bliver endnu en pulje til midlertidige projekter, risikerer ambitionerne at ende som ord frem for varige forandringer.

“Fondens succes skal ikke måles på, hvor hurtigt pengene bliver delt ud, men på, om den får virksomme indsatser til at ske, som ellers var strandet mellem budgetter og ansvarsområder.”

Ulla Tørnæs, bestyrelsesformand i DSI og Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i DSI.

Det ved vi fra vores arbejde i Den Sociale Investeringsfond. Vi investerer i sociale indsatser, der kan skabe bedre liv, men som kan være svære for kommunerne at finansiere og løbe risikoen ved alene. Vores erfaring er, at den største barriere for forebyggelse ikke altid er mangel på gode løsninger. Det er, at udgiften og gevinsten sjældent følges ad.

Et eksempel er vores arbejde med en tidlig indsats til stresssygemeldte. Borgere, der højst har været sygemeldt i 21 dage, får et specialiseret onlineforløb, som skal reducere stress og hjælpe dem tilbage på benene. De praktiserende læger henviser, og en hospitalsafdeling leverer indsatsen. Kommunen skal altså hverken opbygge et nyt tilbud eller ansætte specialister.

Vi troede, at den svære del var klaret.

Det var den ikke.

Vi talte med en lang række kommuner. De kunne se ideen, men indsatsen var svær at placere. Var stress sundhedsforvaltningens eller beskæftigelsesforvaltningens ansvar? Skulle kommunen betale for mindre stress og bedre livskvalitet eller kun for kortere sygefravær? Og hvorfor skulle én kommunal kasse tage regningen, når gevinsten også kunne lande hos regionen, staten, arbejdspladsen eller pensionskassen?

Det var ikke modvilje mod forebyggelse. Det var et system, der gjorde det rationelt at tøve.

Nu er det lykkedes at etablere investeringen med Randers Kommune. Men forløbet rummer en vigtig besked til sundhedsminister Ida Auken: skal ikke bare støtte gode projekter. Den skal fjerne de barrierer, der forhindrer dem i at begynde og fortsætte.

En del af pengene bør derfor bruges på en resultatbetalingsfond. Ideen med den er, at staten er med til at finansiere kommunale og regionale indsatser på baggrund af de resultater, de skaber. Det gør det lettere at investere tidligt, også når regningen ligger ét sted, og gevinsten ender et andet.

Fondens succes skal ikke måles på, hvor hurtigt pengene bliver delt ud, men på, om den får virksomme indsatser til at ske, som ellers var strandet mellem budgetter og ansvarsområder.

Forebyggelse har fået sin egen fond. Nu skal ambitionerne stå deres prøve.