Tænk, hvis endnu flere fonde begyndte at investere i problemer frem for projekter. I målgrupper frem for metoder. I retninger frem for kortsigtede resultater. Mange fonde gør det allerede, men lad os tage tanken til sin fulde konsekvens.
Det ville ikke blot ændre måden, vi finansierer sociale indsatser på. Det ville skabe rum for løsninger, der i dag ikke bliver til noget, selvom behovet er stort og potentialet tydeligt.

Og tidspunktet for at prøve kræfter med det er helt rigtigt netop nu. Med reformen af beskæftigelsessystemet er der truffet en historisk beslutning om at udfase jobcentrene og give kommunerne større frihed. Men samtidig skal der spares tre mia. kr. Selvom KL og regeringen for nylig indgik en aftale, der giver kommunerne mere tid til at finde besparelserne, har det naturligt skabt bekymring. Flere advarer om, at især mentorstøtte og indsatser for udsatte unge risikerer at blive blandt de første besparelser og dermed ramme de mest sårbare.

Det er borgere med komplekse problemstillinger, hvor en ”one size fits all”-tilgang ikke er vejen frem. Netop derfor ligger der et stort potentiale i at samle fondenes midler i en fælles pulje. Som én samlet investering i løsninger, der matcher målgruppens behov og virkelighed.

Komplekse udfordringer kræver mere end projektbevillinger

Fonde har mulighed for at få langt mere værdi for pengene, som medinvestorer i støtte til håndtering af komplekse udfordringer. Det handler om at flytte fokus fra enkelte indsatser til længerevarende forandringer for målgrupper med sammensatte behov.
Et eksempel er de 43.000 unge, som står uden job eller uddannelse. Det er en bred gruppe, hvor mange kæmper med psykisk mistrivsel, skolevægring, autisme eller ADHD. Det bekræftes af kommunerne selv i en spørgeskemaundersøgelse DSI har foretaget blandt 25 kommuner i forbindelse med de kommende investeringsprogrammer under Ungeløftet. Kommunerne peger især på unge med psykiske og kognitive udfordringer som den gruppe, hvor der er størst behov for styrkede indsatser og samtidig størst usikkerhed om de rigtige metoder og økonomisk risiko.

Tænk, hvis endnu flere fonde begyndte at investere i problemer frem for projekter. I målgrupper frem for metoder. I retninger frem for kortsigtede resultater. Mange fonde gør det allerede, men lad os tage tanken til sin fulde konsekvens.

Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i DSI

Flere kommuner nævner erfaringer med blandt andet mentorordninger og IPS-forløb med god effekt. De peger også på alt det, de gerne ville, men ikke har haft mulighed for at gennemføre: klubfællesskaber, fritidsjobindsatser og tidlig forebyggelse af skolefravær. Barriererne er økonomi og ressourcer. Ikke mangel på viden eller vilje. Det er netop disse indsatser til netop denne målgruppe, som kommunerne frygter, vil blive ramt af den nye beskæftigelsesreform.

Derfor er vi nødt til at tænke anderledes og sikre, at nogen kan være med til at tage den første risiko, dække de nødvendige udviklingsomkostninger og skabe tryghed for kommuner, som ellers ikke tør binde an. Her kan fondene spille en afgørende rolle. Men for at det kan lykkes, er der brug for, at midlerne puljes og dermed sættes mere fri. Ikke fri som i uden retning, men fri til at understøtte helhedsorienterede, flerårige indsatser og fri til at tage risici, hvor for eksempel kommuner med pressede budgetter ikke kan eller tør.

Så hvordan kan fonde helt konkret gøre det? Her er mit bud:

Eksempler på to veje til at samle fondskapital, sætte den fri og bringe den i spil

Mange fonde bidrager allerede på forskellige, når det kommer til sociale investeringer, som jeg fremhævede i min seneste kommentar.

Men zoomer man ind på gruppen af unge uden job eller uddannelse, kan der være en idé i at samle midlerne i én fælles pulje. Målgruppen er kompleks med forskellige behov og kontaktflader i systemet. Derfor skal der tænkes på tværs af indsatser og fastholde fokus på det fælles mål: at flere unge får fodfæste i arbejdsfællesskaber eller uddannelsesforløb.

Jeg ser særligt to tilgange til at bringe den samlede kapital i spil:

Den ene mulighed er, at fondens midler anvendes til at dække hele eller dele af en offentlig myndigheds fx en kommunes resultatbetaling. Altså betaling, som først sker, når en indsats har skabt en målbar effekt. Mange af de gevinster, man ønsker at opnå såsom bedre trivsel eller færre overgange i systemet er svære at omsætte til konkrete budgetøkonomiske besparelser her og nu. Derfor bliver de ofte nedprioriteret, selvom både behov og potentiale er tydeligt. Ved at dække en del af resultatbetalingen giver fonden kommunen reel tryghed. Ikke kun hvis indsatsen ikke lykkes, men også når den gør. Kommunen står nemlig ikke alene med regningen for de opnåede effekter. Fondsmidlerne bidrager til at betale for det, der virker, mens DSI som investor bærer risikoen, hvis resultaterne udebliver. Midlerne udbetales kun, hvis indsatsen har skabt dokumenteret effekt. Dermed går fondskapitalen til det, der reelt gør en forskel.

Derfor er det også en invitation. Til fonde, der vil bruge deres kapital til at løfte mere end enkelte indsatser. Til dem, der gerne vil gå sammen med andre om at skabe varige forbedringer for mennesker og velfærd, og som tør tænke langsigtet, ambitiøst og i fællesskab.

Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i DSI

Den anden mulighed er, at fondens midler anvendes som risikovillig kapital i én eller flere investeringer. Her indgår fondens bidrag som en del af DSI’s samlede investering og dækker typisk den yderste risiko. Det åbner mulighed for investeringer, som ellers ville blive fravalgt, fordi de er for usikre og for uprøvede, men som har et stort potentiale. Det er en sårbar målgruppe, og derfor er der også behov for at tage risiko. Hvis indsatsen lykkes, kan midlerne geninvesteres og skabe ny effekt. Kapitalen kan dermed bruges strategisk og flere gange og samtidig bidrage til at udvikle nye løsninger, der får flere unge med i fællesskabet.

Koalitioner for forandring

Det kræver også en ny form for samarbejde. I stedet for at fondene hver især bevilger til egne projekter og aktører, er der brug for at tænke mere samlet og strategisk. En model, hvor flere fonde går sammen i en slags koalition, der med fælles retning investerer i brede samfundsudfordringer. Det handler ikke om at ensrette, men om at skabe volumen, retning og fleksibilitet og om at sikre, at gode intentioner kan løftes op i en skala, der gør en reel forskel.

Et eksempel på denne tilgang er Verdensmålsfonden II, som blev etableret i et samarbejde mellem IFU og fire pensionsselskaber med et formål om, at investere i den private sektor i udviklingslande, være med til at understøtte den grønne omstilling, bidrage til bedre levevilkår og samtidig skabe gode afkast for investorerne. Det viser, at det er muligt at gå sammen om at tage ansvar for de helt store samfundsproblemer. Selvom skalaen er en anden, kan det være et godt sted at starte på velfærdsområdet.

Derfor er det også en invitation. Til fonde, der vil bruge deres kapital til at løfte mere end enkelte indsatser. Til dem, der gerne vil gå sammen med andre om at skabe varige forbedringer for mennesker og velfærd, og som tør tænke langsigtet, ambitiøst og i fællesskab.