Den Sociale Investeringsfond.
  • Om DSI’s arbejde
    • DSI som social investor
    • DSI som markedsmodner
  • Hvad er en social investering?
  • Værktøjskasse
    • Sådan laver du en social investering
    • Ordbog
  • Om DSI

Invitation til kommuner om investering i stressforebyggelse

Nyheder

Af

Redaktionen

Publiceret

9. december 2024

Antallet af stressramte i Danmark er stigende, og stress er en hyppig årsag til langvarige sygemeldinger. Dette påvirker både menneskers livskvalitet, den kommunale økonomi og samfundsøkonomien negativt.

Derfor inviterer Den Sociale Investeringsfond (DSI) interesserede kommuner til at indgå i en investering, hvor vi afprøver en lovende indsats til stressramte.

Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital vil som en del af et større forskningsprogram tilbyde en behandling meget tidligt i stressforløbet. Indsatsen er onlinebaseret, hvilket gør det muligt for alle kommuner at deltage uanset geografisk placering.

Indsatsen laves som en social effektinvestering. Det betyder, at DSI påtager sig den største risiko, og at kommunerne kun skal betale, hvis indsatsen virker. DSI inviterer alle kommuner til at deltage i en investering med opstart fra efteråret 2025.

Investeringsbeskrivelse

Antallet af stressramte i Danmark stiger på trods af et øget fokus på mental sundhed. Langvarig stress øger risikoen for alvorlige sundhedsproblemer såsom hjertekarsygdom og depression. Stress påvirker ikke kun den enkeltes livskvalitet, sundhed og karrieremuligheder, men har også betydelige økonomiske konsekvenser for nære relationer, arbejdsplads og samfund. DSI har derfor udarbejdet en investeringsmodel, som giver kommuner mulighed for at tilbyde en lovende indsats til stressramte på arbejdsmarkedet, hvor kommunen kun skal betale, hvis indsatsen skaber resultater.

DSI forventer, at deltagerne i gennemsnit raskmeldes to uger tidligere sammenlignet med en kontrolgruppe. For 200 borgere i indsatsen betyder det en potentiel gevinst på ca. 7 mio. kr. over fem år for kommunen, hvor besparelser til sygedagpenge er den primære gevinst.

Hvis indsatsen virker, betaler kommunen en andel af de økonomiske gevinster til DSI. Tilbagebetalingen er reguleret i en betalingsmodel, som består af tre betalingsmål:

  1. Kortere sygemelding
  2. Reduceret stress målt på standardiseret skala
  3. Øget livskvalitet

Betalingsmål 1 afspejler indsatsens økonomiske gevinster og måler på, om borgerne kommer hurtigere tilbage i arbejde sammenlignet med kontrolgruppen. Betalingsmål 2 og 3 afspejler borgernes sundhed og livskvalitet.

Indsatsen leveres af Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og udføres som en del af et større forskningsprogram. Indsatsen er onlinebaseret, hvilket gør det muligt for alle kommuner at deltage uanset geografisk placering.

DSI har med dette investeringsprogram skabt en mulighed for, at kommuner kan indgå i en social effektinvestering og bruge relativ få administrative ressourcer. Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital udbyder indsatsen via almen praksis og indsamler også nødvendige data til opgørelse af resultater.

Se uddybende beskrivelser af indsatsen, økonomiske gevinster, betalingsmodel og tidsplan (pdf). 

Næste skridt

Alle interesserede kommuner opfordres til at sende en interessetilkendegivelse på mail til chefkonsulent, Søren Skårhøj snarest muligt på ssk@dsi.dk Der vil være mulighed for at aftale et møde, hvor eventuelle spørgsmål kan afklares, og rammerne for investeringsprogrammet gennemgås.

Der er frist for at søge om deltagelse i investeringsprogrammet 25. februar 2025 via ansøgningsskemaet her, og indsatsen igangsættes i efteråret 2025.

Hvem er DSI?

DSI er en uafhængig offentlig investeringsfond, der fremmer sociale investeringer i Danmark med det formål at sikre både menneskelige, økonomiske og samfundsmæssige gevinster. Fonden tilbyder ekspertise samt investerer egen kapital og mobiliserer eksterne investeringer i indsatser, der skaber målbare, positive forandringer for mennesker og samtidig genererer økonomiske gevinster for samfundet.

Fonden er etableret af Folketinget i 2018 med to formål: at udbrede indsatser på de større velfærdsområder, der skaber bedre resultater og samtidig mindsker de offentlige udgifter, og at udvikle og modne nye indsatser på de større velfærdsområder, der kan danne grundlag for nye offentlige og private investeringer.

Hvad er en social effektinvestering?

En social effektinvestering er et samarbejde mellem en offentlig myndighed, en leverandør og en investor, der går sammen om at løse en velfærdsudfordring. Investoren stiller risikovillig kapital til rådighed, hvilket gør det muligt for den offentlige myndighed at finansiere indsatsen. Investoren tilbagebetales på baggrund af indsatsens resultater. Leverandøren, eller i nogle tilfælde kommunen selv, udfører indsatsen baseret på deres faglige ekspertise.

Læs mere

Social effektinvestering i en stressindsatsDownload
‹
›

Den Sociale Investeringsfond

CVR-nummer: 40056823
EAN-nummer: 5798009882820

    • LinkedIn

Thoravej 29, 2400 København NV

Telefon: 42 67 76 57 (hverdage kl. 10-14)

Cookies

Privatslivspolitik