Tidlig indsats mod skolefravær skal øge trivsel og forebygge bekymrende skolefravær i Frederikssund Kommune
Når børn og unge har et bekymrende skolefravær (fravær på mere end 10 pct.), går det ofte ud over både trivsel, læring og fællesskab. Med investeringen vil Frederikssund Kommune styrke den tidlige indsats mod skolefravær, så flere børn får hjælp i tide, og færre ender i langvarige fraværsforløb.
Formål
Investeringen har til formål at reducere bekymrende skolefravær og øge trivslen blandt børn og unge på Frederikssund Kommunes fem almenskoler. Investeringen skal hjælpe Frederikssund Kommune med at flytte indsatsen fra sen håndtering og brandslukning til tidlig opsporing, forebyggelse og sammenhængende støtte tæt på barnets hverdag. Samtidig skal investeringen opbygge Frederikssund Kommunes egen kapacitet, så arbejdet med skolefravær på sigt forankres som en fast del af driften.
Investeringen er samtidig en del af DSI’s tværkommunale investeringsprogram Sammen om mindre skolefravær, som har til formål at udvikle, afprøve og kvalificere forebyggende og tidlige skolefraværsindsatser samt at opbygge og dele viden om virksomme indsatser mod skolefravær på tværs af kommuner.
Udfordring
Frederikssund Kommune oplever en stor og stigende udfordring med bekymrende skolefravær. Udfordringen er en del af en bredere tendens i samfundet – en tendens, som har store konsekvenser for børnene, deres familier og for kommunernes økonomien. Når børn mister tilknytningen til skole og fællesskab, har de øget risiko for mistrivsel, fagligt efterslæb og på længere sigt marginalisering på arbejdsmarkedet. Tilbagevenden til skolen er ofte et meget vanskeligt og komplekst forløb, som i mange tilfælde involverer specialiserede tilbud.
I Frederikssund håndteres sagerne ofte først i de sene faser (se rød markering i modellen nedenfor), hvor barnet allerede har betydeligt fravær.

Konservative beregninger peger på, at et fravær over 10 pct. i gennemsnit er forbundet med en kommunal merudgift på omkring 75.000 kr. pr. barn over fem år. I Frederikssund Kommune ligger det gennemsnitlige fravær på 8,7 pct. mod 7,5 pct. på landsplan, og knap 30 pct. af eleverne i almenområdet har mere end 10 pct. fravær. Udgifterne til specialområdet er på vej til at overstige den samlede økonomi for hele almenområdet.
Resultatmål
Investeringen måler på fire overordnede resultatmål:
- Reduktion af andelen af elever med over 10 pct. skolefravær på kommunens fem almenskoler sammenlignet med baseline og korrigeret for udviklingen i 20 sammenligningskommuner.
- Øget andel af deltagere, som efter 12 og 24 måneder i individrettede forløb har et skolefravær under 10 pct.
- Øget generel trivsel blandt elever i 4.-9. klasse på de fem almenskoler sammenlignet med baseline og korrigeret for udviklingen i 20 sammenligningskommuner.
- Øget individuel trivsel blandt deltagere i de individrettede forløb målt med Trivselslinealen.
Indsats
Indsatsen bygger på en zonemodel, der skal skabe fælles handleveje og synliggøre rollefordeling på tværs af skoler, PPR, familieområde og øvrige relevante aktører.
Indsatsen består af tre sammenhængende spor:
1. Systematisk fraværs- og trivselsmonitorering
Frederikssund Kommune får et mere ensartet og anvendeligt datagrundlag for fravær og trivsel. StudentPulse anvendes som redskab til hyppigere trivselsmålinger, og Elevaid bidrager med forældrestøtte og tidlig opfølgning.
2. Differentieret indsats i tre zoner
- Zone 1 – forebyggelse: tidlig opsporing og let støtte tæt på barnet og familien.
- Zone 2 – tidlig indsats: kortere, målrettede forløb ved begyndende bekymring og fraværsmønstre.
- Zone 3 – helhedsorienteret forløb: tværfaglig og mere intensiv støtte til børn og unge med komplekst eller vedvarende fravær.
Zonerne bygger på Model for fraværsudviklingen hos et barn som set ovenfor.
3. Kapacitetsopbygning på skolerne
Indsatsen skal løbende styrke medarbejdernes viden, samarbejde og praksis, så kommunen gradvist overtager mere af driften og forankrer modellen i egen organisation.
Indsatsen omfatter kommunens fem almenskoler: Fjordlandsskolen, Jægerspris Skole, Slangerup Skole, Trekløverskolen og Ådalens Skole.
Samarbejde
Investeringen er et samarbejde mellem Frederikssund Kommune, Den Sociale Investeringsfond (DSI), CompanYoung og Hans Knudsen Instituttet (HKI). CompanYoung og HKI er leverandører af indsatsen. DSI finansierer investeringen bl.a. med midler fra Alm. Brand Foreningen 1792, som er lead investor på investeringsprogrammet Sammen om mindre skolefravær.
Forløb
Status: I gang
Start: August 2026
Indsats afsluttes: Juli 2029
Investering afsluttes: Marts 2031
Om investeringen
Antal deltagere:
Ca. 350 individrettede forløb over tre år samt en bred forebyggende indsats på tværs af ca. 3.000 elever på kommunens fem almenskoler.
Indsatsens varighed:
Tre skoleår (2026/27-2028/29) efter en forfase i 2026.
Målgruppe:
Elever på Frederikssund Kommunes fem almenskoler med fokus på børn og unge i risiko for eller med bekymrende skolefravær, samt elevernes trivsel på almenområdet.
Investeringssum:
7,51 mio. kr.
Kontakt
Stine Højland Pedersen
Chefkonsulent
E-mail shp@dsi.dk
Tlf. + 45 29 21 31 19
