Investering i udsatte unge med ustabil boligsituation i Roskilde

30-12-2021

Den Sociale Investeringsfond og Roskilde Kommune har indgået en aftale om indsatser der skal få unge med en ustabil boligsituation væk fra offentlig forsørgelse. Indsatsen sker som en social investering, hvor kommunen først betaler, når de unge kommer ud af offentlig forsørgelse.

Roskilde Kommune har gennem en årrække oplevet, at ustabile boligsituationer for en gruppe af unge betyder, at de bliver fastholdt i usunde fællesskaber, misbrugsmiljøer eller miljøer, der gør det svært at komme i uddannelse eller job.

Med investeringen kan Roskilde Kommune tilbyde Housing First indsatsen ”Et hjem fører til uddannelse”, som skal nytænke vejen til uddannelse eller job for målgruppen. Her vil tre ungekonsulenter tidligt etablere et samarbejde med den unge i en usund boligsituation og tilbyde intensiv støtte, til at den unge kan finde en stabil løsning.

Borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam (S), siger:

Normalt har vi ikke ressourcer til at sætte så intensivt ind og så tidligt, men fordi vi først skal betale, når vi har en effekt, får vi mulighed for at tænke mere langsigtet. Jeg håber, at det forebyggende element gør, at vi tilbyder de unge i målgruppen mulighed for en frisk start.
- Thomas Breddam

For Roskilde Kommune er finansieringen af projektet ny. Kommunen skal kun betale, hvis de unge kommer væk fra offentlig forsørgelse. Det er en helt ny måde at se kommunale aktiviteter på og viser nye veje for den kommunale økonomi, hvor stramme budgetter ellers begrænser manøvrerummet.

Indsatsen har fokus på at sikre en bolig, fordi det er vigtigt for at kunne lykkes i forhold til uddannelse, job, livsmestring og trivsel. Det kan være den unge bor på sofaen hos en bekendt, hvilket ikke gør det lettere at komme op om morgenen for at møde i skole. Ungekonsulenten støtter den unge i arbejdet med at finde en alternativ bolig og hjælper med at komme helt i mål. Måske tager medarbejderen den unge en tur med i en genbrugsbutik eller hjælper med det formelle i forhold til lejemålet, flytning osv. Sideløbende har kommunen både et socialt og beskæftigelsesrettet fokus. Målet er, at den unge bliver selvforsørgende. Indsatsen ”Et hjem fører til uddannelse” sker i samspil mellem jobcenteret, socialområdet og boligområdet.

Fondschef i Den Sociale Investeringsfond (DSI), Camilla Bjerre Damgaard, siger:

Med investeringen kan vi forebygge, at unge mennesker fortsætter ud af en levevej, der kan resultere i et liv i hjemløshed, misbrug eller en hverdag, hvor de er afhængig af offentlig forsørgelse for at klare sig. Hvis vi kan hjælpe dem bedre videre i livet, er det både en stor menneskelig gevinst og også en samfundsøkonomisk gevinst, fordi de i højere grad vil kunne klare sig selv.
- Camilla Bjerre Damgaard

Det er DSI’s anden investering i unge med ustabile boligsituationer. I Aarhus er en lignende investering i gang, hvor unge hjemløse får beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser gennem Housing First indsatser, hvor de samtidig tilbydes en bolig.

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst

Nanna Lodberg Theut, ansvarlig for kommunikation og presse i Den Sociale Investeringsfond: 4185 1005,

Rikke Houkjær, presse- og kommunikationschef i Roskilde Kommune: 42654717,