Sociale henvisninger skal styrke trivsel og forebygge sociale og sundhedsmæssige udfordringer i Roskilde Kommune

Investeringen skal hjælpe borgere med sociale, mentale eller fysiske udfordringer til bedre trivsel og samtidig reducere behovet for kommunale ydelser gennem tidlig og helhedsorienteret støtte.

Formål

Formålet med investeringen er at forbedre trivsel og livskvalitet for borgere i socialt og sundhedsmæssigt udsatte positioner. Samtidig skal indsatsen bidrage til at reducere brugen af kommunale forsørgelses- og sundhedsydelser og styrke samarbejdet mellem kommune, almen praksis og civilsamfund.

Investeringen er DSI’s anden i sociale henvisninger og forventes at bidrage til udviklingen af en dansk model for sociale henvisninger, som på sigt kan udbredes til andre kommuner.

Udfordring

Mange borgere med sociale, mentale eller fysiske udfordringer oplever, at deres problemer ikke alene kan løses gennem traditionelle sundhedsydelser. Sociale forhold som ensomhed, manglende netværk eller udfordringer i hverdagen kan have stor betydning for både trivsel og helbred. Samtidig er det dokumenteret, at en del af det stigende pres på sundhedsvæsenet skyldes kontakter til almen praksis om sociale problemstillinger. Sociale henvisninger kan være en måde at hjælpe borgere videre til relevante tilbud og fællesskaber i lokalsamfundet, som kan styrke deres trivsel og forebygge mere alvorlige problemer.

Resultatmål

Investeringen indeholder to resultatmål:

  • Fald i ressourcetræk i kommunale ydelser: Efter ét år måles, om deltagernes brug af kommunale ydelser – bl.a. forsørgelsesydelser, hjemmehjælp og sygepleje – er reduceret med mindst 10 pct. pr. borger.
  • Øget trivsel og livstilfredshed: Borgernes trivsel måles efter tre måneder i indsatsen.

Indsats

Indsatsen forventes at omfatte omkring 600 borgere over 18 år i perioden 2026–2028.

Et typisk forløb består af tre trin:

  1. Henvisning – en praktiserende læge henviser borgeren til en social navigatør (brobygger).
  2. Brobygning – borgeren får støtte til at finde relevante tilbud og aktiviteter i lokalsamfundet, fx fællesskaber, rådgivning eller frivillige aktiviteter.
  3. Opfølgning – borgeren følges i et individuelt tilrettelagt forløb, hvor der arbejdes med trivsel, deltagelse i fællesskaber og håndtering af sociale udfordringer.

Målet er at hjælpe borgerne til en bedre hverdag og samtidig styrke samarbejdet mellem sundhedsvæsen, kommune og civilsamfund.

Samarbejde 

Indsatsen gennemføres i et samarbejde mellem Roskilde Kommune, Den Sociale Investeringsfond og Landsbyggefonden. Roskilde Kommune har ansvaret for implementeringen og for samarbejdet med almen praksis, kommunale medarbejdere og civilsamfundsaktører.

Landsbyggefonden ønsker at understøtte udviklingen af trivselsmål i sociale henvisninger. Der er derfor indgået en separat aftale mellem Roskilde Kommune og Landsbyggefonden. Roskilde Kommune afregner fortsat resultatbetalinger til Den Sociale Investeringsfond som beskrevet i investeringsmodellen.

Som led i samarbejdet vil Landsbyggefonden efterfølgende understøtte det lokale arbejde med sociale henvisninger gennem ekstra finansiering til Den Bolig-Sociale Helhedsplan, administreret af Boligselskabet Sjælland. Finansieringen svarer til den del af tilbagebetalingen, der vedrører trivselseffekter blandt borgere i almene boligområder.

Forløb

Status: I gang
Start: April 2026
Indsats afsluttes: Marts 2028
Investering afsluttes: Juni 2029

Om investeringen

Antal deltagere:

600

Indsatsens varighed:

2 år

Målgruppe:

Voksne borgere i Roskilde Kommune med sociale eller sundhedsmæssige udfordringer, som henvises til indsatsen af deres praktiserende læge.

Investeringssum:

4 mio. kr.

Kontakt

Elisabeth Andreew
Chefkonsulent
E-mail ela@dsi.dk
Tlf. +45 23 25 62 35