Social sundhedsindsats flytter hjælpen tættere på borgerne i udsatte boligområder i Herning
Med indsatsen Mit Liv skal beboere i tre boligområder i Herning Kommune have bedre støtte til sundhed, trivsel og fællesskab. Indsatsen samler boligsociale, kommunale og regionale kompetencer med udgangspunkt i beboernes egne ønsker og behov.
Formål
Formålet med investeringen er at mindske ulighed i sundhed for beboere i de boligsociale områder Gullestrup, Holtbjerg og Brændgård i Herning Kommune. Indsatsen skal give deltagerne bedre muligheder for at tage hånd om egen sundhed og trivsel gennem mere sammenhængende, nærværende og individuelt tilpassede forløb.
Mit Liv skal samtidig udvikle, afprøve og dokumentere en ny måde at samarbejde på, hvor kommune, hospital, boligsocial indsats og lokalsamfund arbejder tættere sammen om den enkelte beboer. På sigt skal erfaringerne kunne bruges til at styrke og udbrede borgernære sundhedsindsatser, der kan forebygge problemer, før de vokser sig større.
Udfordring
Mange beboere i socialt udsatte boligområder lever med komplekse og sammensatte udfordringer, hvor sundhed, trivsel, sociale relationer og adgang til relevante tilbud hænger tæt sammen. Derfor er udfordringen ikke kun at tilbyde flere sundhedsydelser, men at skabe bedre sammenhæng mellem de tilbud og relationer, der allerede findes i kommune, hospital, boligsocialt arbejde, civilsamfund og lokalsamfund.
Resultatmål
Investeringen måler på:
- Øget livstilfredshed
- Større kontrol over eget liv
- Færre akutte kontakter med sygehuset
Indsats
Mit Liv er en borgernær sundhedsindsats, der tager afsæt i den enkelte beboers egne behov, ønsker og parathed til forandring. Et lokalt tværfagligt team bestående af en boligsocial medarbejder, en kommunal medarbejder og en medarbejder fra Regionshospitalet Gødstrup gennemfører individuelle samtaler med deltagerne, vurderer behov og muligheder i fællesskab og igangsætter relevante tilbud.
Tilbuddene kan både være individuelle og gruppebaserede. Det kan for eksempel handle om støtte til kontakt med sundhedsvæsenet, deltagelse i lokale fællesskaber, forebyggende sundhedstilbud, transport, aktiviteter eller andre indsatser, der kan styrke deltagernes hverdag, sundhed og trivsel.
For nogle beboere kan afstanden til sundhedsvæsenet være både geografisk, social og organisatorisk. Indsatsen Mit Liv er derfor forankret i den boligsociale helhedsplan i Herning Kommune, Plads til Forskel, som gennem sit lokale arbejde har opbygget relationer, tillid og kendskab til beboerne i områderne. Det er denne lokal adgang, investeringen bygger videre på, for at sikre at hjælpen kommer tættere på beboernes hverdag.
Samarbejde
Investeringen gennemføres i et bredt partnerskab mellem Herning Kommune, Region Midtjylland, Regionshospitalet Gødstrup, Plads til Forskel, boligorganisationerne Fællesbo, Fruehøjgaard og DAB-Lejerbo Herning, Landsbyggefonden og Den Sociale Investeringsfond.
DSI er hovedinvestor mens Landsbyggefonden både bidrager som investor og resultatbetaler for målet knyttet til deltagernes livstilfredshed. Herning Kommune og Region Midtjylland indgår både som problemejere, resultatbetalere og leverandører i det tværsektorielle samarbejde. Plads til Forskel er det lokale og borgernære centrum for indsatsen.
Forløb
Status: I gang
Indsats startes: 1. november 2026
Indsats afsluttes: 1. maj 2030
Investering afsluttes: 31. juni 2031
Om investeringen
Antal deltagere:
160
Indsatsens varighed:
4 år
Målgruppe:
Beboere som enten modtager førtidspension og/eller er fyldt 60 år, og som ikke har hjem-meboende børn under 18 år.
Investeringssum:
DSI investerer 4,16 mio. kr. og Landsbyggefonden investerer 1,4 mio. kr. Den samlede projektsum er derfor 5,56 mio. kr.
Kontakt
Emil Overgaard Bruhn
Senior investeringsmanager
E-mail eob@dsi.dk
Tlf. +45 20 57 49 70
