Flere unge i Holbæk får en hånd i ryggen ind i fritidsfællesskaber og fritidsjob
Flere unge mangler stærke fællesskaber, tro på egne evner og motivation for uddannelse og job. Derfor investerer vi, sammen med Holbæk kommune, i at styrke UngHolbæks fritidsmiljøer, så flere unge får støtte til at finde en fritidsaktivitet eller et fritidsjob – og får bedre forudsætninger for at trives og vælge en positiv retning i livet.
Formål
Indsatsen skal – gennem adgang til inkluderende og meningsfulde fritidsfællesskaber – styrke unges trivsel, sociale deltagelse, selvværd og livskompetencer. Samtidig er formålet at skabe bedre adgang til fritidsfællesskaber for udsatte og “uforbundne” unge, forankre indsatsen lokalt og dokumentere effekten af fritidsindsatser som vej til øget trivsel og social mobilitet.
Udfordring
Alt for mange unge står uden for stærke fællesskaber og oplever mistrivsel, ensomhed og usikker skole- og uddannelsestilknytning. En del befinder sig i det, der beskrives som ny udsathed – i en gråzone, hvor udfordringerne fylder, men hvor de unge ofte falder uden for de traditionelle hjælpeindsatser. Netop derfor er der behov for en tidlig og forebyggende indsats, der kan støtte de unge, før udfordringerne vokser sig større.
Resultatmål
Der måles på tre overordnede resultater for de unge:
- Tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelse
- Øget trivsel
- Øget tilknytning og del af forpligtende fællesskaber – ”Aktivt fritidsliv”
Indsats
Indsatsen er en samlet styrkelse af ungdomsskolen UngHolbæk, hvor der investeres i både koordination og styrkelse af udvalgte eksisterende tilbud. Indsatsen har særligt fokus på tre forhold: at skabe mere tid tæt på de unge, at styrke udvalgte eksisterende tilbud, og at sikre bedre koordinering mellem de tilbud og aktører, der allerede er omkring målgruppen. Et grundlæggende element er en opnormering af de pædagogiske brobyggere, som fungerer som fritidsguider: via 1:1-samtaler og løbende kontakt hjælper de unge ind i relevante fritidsfællesskaber, tilbud og fritidsjob. Derudover investeres der i projektkoordinering og dokumentation, så indsatserne hænger bedre sammen, samarbejdet styrkes, og der indsamles data til læring og evaluering
Samarbejde
Indsatsen forankres i UngHolbæk og gennemføres i samarbejde med en række lokale og nationale aktører.
Forløb
Status: I gang
Start: 1. januar 2026
Indsats: afsluttes 31. december 2028
Investering: afsluttes 28. februar 2031
Om investeringen
Antal deltagere:
135 i alt, ca. 45 årligt
Indsatsens varighed:
3 år
Målgruppe:
Unge i alderen 13–20 år, som har behov for “en hånd i ryggen” (fx unge uden for foreningslivet, unge i boligsociale områder, unge med udfordringer i skolegang, unge på kanten af ensomhed, unge i familier med begrænsede ressourcer eller uden fritidsjob).
Investeringssum:
3,3 mio. kr.
Kontakt
Emil Overgaard Bruhn
Specialkonsulent
E-mail eob@dsi.dk
Tlf. +45 20 57 49 70
